Onsdag aften har De Konservative sat sig på yderligere to borgmesterposter på Sjælland.

Trine Egetved bliver borgmester i Gribskov Kommune, og Lars Gravgaard Hansen bliver borgmester i Albertslund Kommune.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Dermed er De Konservative oppe på 17 borgmesterposter. Det er tre flere, end partiet fik ved kommunalvalget i 2021.

Siden Albertslund fik sit nuværende navn i 1973har der kun været socialdemokratiske borgmestre i kommunen.

Lars Gravgaard Hansen overtager borgmesterposten fra socialdemokratiske Steen Christiansen. Ifølge TV 2 Kosmopol er Socialdemokratiet med i konstitueringsaftalen.

Trine Egetved afløser Venstre-manden Bent Hansen, der har siddet på posten siden 2022, i Gribskov Kommune.

- Det er virkelig mærkeligt, men jeg er også utrolig glad, stolt og spændt. Men det er meget, meget mærkeligt. Det skal jeg lige hjem og snakke med min familie og mine børn om, siger hun til TV 2 Kosmopol.

De Konservative har erobret flere nye borgmesterkontorer ved dette kommunalvalg.

Ud over Gribskov er det Egedal, Hillerød, Kerteminde, Langeland, Læsø, Ringsted og Samsø, at en konservativ borgmester overtager kæderne fra en borgmester fra et andet parti.

I de konservative højborge i Nordsjælland, Lyngby, Hørsholm og Gentofte, fortsætter de konservative borgmestre også.

Michael Ziegler (K), der i knap to årtier har været borgmester i Høje-Taastrup, er også blevet genvalgt.

I Lyngby og Høje-Taastrup har partiet dog mistet det absolutte flertal, det fik ved valget i 2021.

De Konservatives formand, Mona Juul, sagde inden valget, at målsætningen var at bevare de 14 borgmesterposter, som partiet fik ved kommunalvalget i 2021.

Den målsætning har partiet altså indfriet - og mere til.

- Jeg er stjerneglad for, at vi står lige præcis der, hvor vi gør nu, sagde Mona Juul, som fulgte valget og de kommunale forhandlinger fra distancen i lokaler på Christiansborg natten til onsdag.

/ritzau/