Konservative revser røde partier: Der har været »uhyggeligt« lidt fokus på vækst

Ved de Konservatives store valgfest kritiserer partiets gruppeformand Mette Abildgaard rød blok for at have slynget om sig med løfter i valgkampen.

»Det var uhyggeligt, at vi ikke skulle mere end en uge ind i valgkampen, så var kassen tom,« siger de Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Skrevet på baggrund af en prognose kl. 21.50, efter at 28,8 procent af stemmerne er blevet talt op.

»Vi gjorde det!«

Det var ingen tilfældighed, at de Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, indledte med at citere tidligere socialdemokratisk statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da Mette Abildgaard holdt sin tale ved den konservative valgfest onsdag aften.

Det berømte citat passede både med den store fremgang, Det Konservative Folkeparti stod til, efter at de første prognoser var blevet offentliggjort, men også til folketingsvalgkampen, der ifølge Mette Abildgaard har mindet om en gyserfilm.

»Jeg synes i hvert fald, at det var uhyggeligt, at vi ikke skulle mere end en uge ind i valgkampen, så var kassen tom. Pengene var brugt, og vi har nærmest forgældet næste generation – i hvert fald hvis det står til de røde partier,« sagde Mette Abildgaard fra talerstolen i Børsbygningen i København og fortsatte:

»Det er uhyggeligt, hvor vanvittigt lidt fokus, der har været på, hvordan pengene bliver tjent, hvordan væksten bliver skabt, og hvordan vi sikrer, at der er råd til al den velfærd, alle gerne vil dele,« lød det fra Mette Abildgaard, mens hun blev mødt af store klapsalver i børssalen, efter at DRs første exitpoll havde vist, at de Konservative stod til 5,9 pct. af stemmerne.

Den konservative formand Søren Pape Poulsen var endnu dukket op, da Mette Abildgaard holdt sin tale, men Pape fik masser af ros fra talerstolen.

»Vores partiformand er gået forrest og har været forrygende i valgkampen. Det er Pape-power,« sagde Mette Abildgaard.

Søren Pape Poulsen blev valgt som konservativ formand i 2014, efter at Lars Barfoed stoppede. Opgaven var klar: Søren Pape skulle genrejse partiet efter en lang vælgerkrise.

Men det var alt andet end en sejrsmarch ved folketingsvalget i 2015, hvor de Konservative med 3,4 pct. af stemmerne fik en historisk valglussing.

I den senere tid er meningsmålingerne dog gået de Konservatives vej, og for nylig gjorde Søren Pape Poulsen det klart, at han stopper som formand, hvis partiet har færre end seks mandater i Folketinget efter valget 5. juni.

Men onsdag aften blev der aldrig spænding om, hvorvidt Søren Pape ville gå af.

Klokken 21.50, da 28,8 pct. af stemmerne var optalt, stod de Konservative til 6,5 pct. af stemmerne - altså næsten en fordobling i forhold til valget i 2015.

»Vi er i sandhed tilbage. Vi står til en fantastisk fremgang og at kunne smage sejrens sødme,« lød det fra børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Det Konservative Folkeparti stod kl. 21.50 til at få 12 mandater mod seks mandater i 2015. Men trods fremgangen må de Konservative fortsat kigge langt efter de 42 mandater, som partiet fik i storhedstiden under statsminister Poul Schlüter.

»Vi kommer til at arbejde med de mandater, vi bliver givet. For der er masser af borgerlig politik, der trænger til at blive ført på Christiansborg,« sagde Mai Mercado og fortsatte:

»Jeg glæder mig over, at vælgerne ser Konservative som en sikker borgerlig stemme. At vi ikke bare har lavet en milliard valgløfter og kastet ideologi overbord. Vi har holdt fast i vores konservative værdier, og det kommer vi til at blive ved med.«

Tirsdag i denne uge kom Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, med en overraskende melding, da han opgav at videreføre den borgerlige regering, som han har stået i spidsen for. I stedet meddelte Løkke, at hans førsteprioritet var at danne regering hen over midten, og det har skabt stor forvirring, mener de Konservative.

»Venstre er kommet med forskellige meldinger i øst og vest under valgkampen, og jeg er stadigvæk ikke sikker på, hvad Lars Løkke egentlig vil. Men man siger jo, at gammel kærlighed aldrig ruster, og jeg tror, at det er tid til parterapi på den anden side af valget,« sagde Mette Abildgaard.

Rød blok står på nuværende tidspunkt til en sejr - hvad kan I bruge jeres mandater til?

»Hvis vi får 12 mandater, vil det betyde, at vi får en markant større folketingsgruppe, som kan sætte endnu flere konservative aftryk,« lød det fra Mette Abildgaard.