De Konservative melder sig ud af de igangværende forhandlinger om en ny regering.

Det meddeler partiets formand, Søren Pape Poulsen, lørdag eftermiddag på Facebook.

»Jeg har været oprigtigt interesseret i at se, hvor meget vi kunne nærme os hinanden.«

»Men: Når alt kommer til alt, så mener jeg ikke, at det er foreneligt, med de løfter vi gav i valgkampen, og det jeg har sagt om en sådan regering. Politik handler i høj grad også om troværdighed,« skriver partiformanden.

Han tilføjer, at indstillingen bakkes enstemmigt op af folketingsgruppen.

Under valgkampen understregede Søren Pape Poulsen, at det på ingen måde kunne komme på tale, at De Konservative skulle indgå i en bred regering efter valget, hvilket Mette Frederiksen (S) og S-regeringen gik til valg på.

Men efter det dårlige valg for både blå blok og De Konservative, som kun fik ti mandater, blødte formanden op og begyndte at tale om, at hans parti kunne indgå i en bred regering.

»Jeg lovede før valget, at uanset hvem der bliver statsminister, så går mit parti konstruktivt til enhver forhandling med ambitionen om at gøre Danmark til et endnu bedre land. Det står jeg ved.«

»Men det betyder ikke, at jeg mener, at Det Konservative Folkeparti skal gå i en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen som landets statsminister. Det synes jeg ikke før valget. Og det synes jeg ikke nu,« skriver Søren Pape Poulsen.

Regeringsforhandlingerne har snart været i gang i fem uger. I sidste uge blev Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige siet fra.

Officielt er der der nu seks partier med i forhandlingerne med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen.

De øvrige partier, der indgår i forhandlingerne, er Venstre, Moderaterne, De Radikale, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Søren Pape Poulsen ønsker ikke at uddybe De Konservatives exit fra forhandlingerne yderligere, men henviser til opslaget på Facebook.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.