Konservative er klar til at poste milliarder i Forsvaret

De Konservative er parate til at investere massivt i forsvarsbudgettet. Forsvaret skal kunne imødekomme den stigende trussel fra Rusland, lyder det.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark skal investere langt mere i Forsvaret. Udmeldingen kommer fra de Konservative, efter den tidligere formand for NATOs militærkomité og general, Knud Bartels, i tirsdagens udgave af Berlingske advarer forsvarsministeren om, at det danske forsvar er ved at blive udmarvet.

»Nationens sikkerhed er den vigtigste kerneopgave en stat kan have. I øjeblikket er vi overhovedet ikke trygge ved den tilstand, vores forsvar er i,« siger forsvarsordfører for de Konservative, Rasmus Jarlov (K).

Knud Bartels advarer om den stigende trussel fra Rusland. Han mener, aggressionerne fra Rusland er den væsentligste trussel mod dansk og europæisk territorium. Samtidig pointerer han, at Danmark får mindre at skulle have sagt på den internationale scene, hvis ikke Forsvaret styrkes markant.

I kølvandet på advarslen er de Konservative klar til at tilføre flere midler, så Danmark kan forsvare sig og igen spille en rolle på den internationale scene.

»Vi mener, at den tilstand, Forsvaret er i i øjeblikket, er alt for dårlig. Vi har behov for et mere slagkraftigt forsvar, og derfor vil vi gerne tilføre flere midler til Forsvaret, så hurtigt vi kan. Både på den kommende finanslov, men også over en længere årrække,« siger Rasmus Jarlov.

Danmark bruger i dag 1,2 procent af landets BNP på Forsvaret, men Rasmus Jarlov så gerne, at det tal lå på to procent, som NATO foreskriver.

Forsvarsordføreren mener, at de seneste års nedskæringer har svækket Forsvaret markant, og derfor vil de Konservative gerne i gang med forhandlinger allerede nu.

»Det kan være svært at få et slagkraftigt forsvar fra den ene dag til den anden. Det kommer til at tage mange år,« pointerer han.

Mens Dansk Folkeparti er klar til at investere én milliard om året i forsvarsbudgettet, afviser Enhedslisten og Alternativet at kaste flere penge efter området. Liberal Alliance mener ikke, at Danmark skal binde sig til en bestemt procentsats.