Konservative dropper kandidat dagen før valget

Strid om rundkørsel blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for Det Konservative Folkeparti i Halsnæs.

Med bare to dage til valget undsagde Det Konservative Folkeparti i går for fuld styrke en af sine egne kandidater.

55-årige Kjeld Haslund blev opstillet i efteråret 2018, men allerede før jul var det slut med den gode stemning mellem ham og De Konservative i Halsnæs og Frederikssund og vælgerforeningen i Frederikssund.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

»Der har været hændelser i bestyrelsen internt og på storkreds-bestyrelsen, hvor vi og vælgerforeningen mistede tilliden,« siger Peter Nørris Dalsgaard, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Halsnæs.

»Vi var imidlertid på det tidspunkt så langt i forhold til et valg, troede vi, at vi ikke kunne nå at indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Vi valgte så at hjælpe vores andre kandidater, og Kjeld Haslund måtte klare sin egen kampagne. Han har ingen opbakning lokalt - der er mange ting, vi har været uenige om, og særligt i Frederikssund er bølgerne gået højt,« siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Dråben kom, da Kjeld Haslund fik bragt et debatindlæg i den lokale Halsnæs Avis, hvor han, ifølge Peter Nørris Dalsgaard, tager æren for at have skaffet penge til Kregme-rundkørslen.

»Der er ikke meget, som er i overensstemmelse med virkeligheden i Kjeld Haslunds læserbrev om Kregmerundkørslen. For at sige det mildt, så er det direkte usandt.«

Frederiksborg Amts Avis har talt med den vragede kandidat, som ikke ønsker at kommentere sagen overhovedet.

»Det er ifølge min kampagneleder så langt ude, det, der er sket, så vi ønsker ikke at kommentere,« siger han til avisen.