Konservative bakker regeringens forslag om mere overvågning op: »Et nødvendigt onde«

På trods af protester fra flere af regeringens støttepartier er der umiddelbart politisk opbakning til Mette Frederiksens forslag om »massiv« øget overvågning. Mens Venstre tøver, er de Konservative med.

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, ser foreløbigt positivt på regeringens sikkerhedspakke, der indeholder en øget mængde overvågning i det danske samfund. Men hun anerkender, at man skal være opmærksom på »den glidebane«, øget overvågning kan være. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Det har skabt røre i en række politiske partier, at regeringen ønsker at indføre en øget overvågning af det offentlige rum i Danmark.

Tirsdag fremlagde Mette Frederiksen (S) første gang sine planer om blandt andet en udvidelse af danske myndigheders overvågningsmuligheder. Det sker ifølge statsministeren som en reaktion på et »alvorligt kriminalitetsbillede«.

Flere partier har peget på risikoen for, at man derved svækker retssikkerheden, men hos de Konservative er man positive over for forlaget, siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

Mette Abildgaard, politisk ordfører, Det Konservative Folkeparti

»I Konservative kommer vi aldrig til at argumentere for, at videoovervågning, der er opsat med det formål at forebygge og opklare kriminalitet, på et senere tidspunkt bruges til at afdække socialsager eller noget som helst andet.«


»For os er overvågning et nødvendigt onde. Det er ikke noget, vi i udgangspunktet ønsker udbredt i vores samfund, men det er et redskab, man tager i brug, fordi det kan have en forebyggende effekt i nogle former for kriminalitet og kan hjælpe med at opklare andre former for kriminalitet,« siger Mette Abildgaard.

»Vi forestiller os bestemt, at det er et forslag, vi kan bakke op om. Det er klart, at vi skal se det, og at vi skal forhandle, men vi er positive over, hvad vi har hørt indtil nu,« siger hun videre.

Siden det tirsdag aften blev klart, at regeringen vil fremlægge en sikkerhedsplan, der bebuder massivt øget overvågning, har både Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance udtrykt bekymring og modstand mod forslaget og har kaldt det »voldsomt og uproportionalt«, at det skaber »en falsk tryghed«, og at »det ikke hører hjemme i et demokrati og i en retsstat«.

Også Alternativet forholder sig yderst kritik til en udvidet overvågning af det danske samfund, og partiets retsordfører, Sikandar Siddique, kalder det en »forkert vej at gå« og siger, at »det er en uacceptabel udvikling, fordi det udfordrer borgernes civile rettigheder og vores retssikkerhed«.

Konservative ikke alene om opbakning

De Konservative er ikke det eneste parti, der siden forslaget kom frem tirsdag aften har støttet regeringens planer.

Også Dansk Folkeparti og SF har bakket op, ligesom Venstre ikke har været afvisende.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, siger til Ritzau, at forslaget er passende, men at det »ikke går langt nok.«

»Det er bestemt på sin plads. Jeg synes, de eksplosioner og bilafbrændinger, vi har set på det seneste, med al tydelighed viser, at vi har brug for nogle redskaber til politiet, som de har for lidt af i dag,« siger han til nyhedsbureauet.

Regeringens støtteparti SF er hos DR også positiv over for øget overvågning.

Partiets retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, beskriver det som »at åbne et nyt kapitel i vores retspolitik« men understreger, at partiet vil kræve tilsyn med, hvordan kameraer og nummerpladescannere anvendes.

Over for Berlingske afviste Venstres retsordfører og næstformand, Inger Støjberg, ikke at indgå en aftale, men understregede, at Venstre først kan sige noget konkret, når man ser det samlede udspil, der offentliggøres torsdag.

Senere har partiets formand for retsudvalget, Preben Bang Henriksen, til DR kaldt udspillet for »en glimrende idé« og afviser heller ikke et samarbejde.

K ikke uden forbehold

Det er ikke uden forbehold, at de Konservative er positive over for regeringens udspil.

»Det skal ikke være en tilfældig kommunal medarbejder, der har adgang til at gennemgå det videomateriale, der bliver indhentet. Det er vigtigt for os, at det er under de rigtige omstændigheder, materialet bliver brugt,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

Hun kritiserer regeringen for at have udskudt politiforhandlingerne, da de Konservative mener, at overvågningskameraer ikke alene gør en afgørende forskel i at komme kriminaliteten til livs.

Adspurgt, om det er et skred i retssikkerheden, at det ikke længere bliver nødvendigt med en dommerkendelse for at opsætte overvågningskameraer, men at det alene vil være op til politiets eget skøn, svarer Mette Abildgaard:

»Det handler om at gøre det mindre omstændigt at opsætte denne overvågning. Der skal naturligvis stadig være nogle kriterier, der retfærdiggør, hvorfor politiet opsætter overvågning, hvor de gør. Det handler også om ressourcer, og jeg tror ikke, at politiet har nogen interesse i at oprette overvågning steder, hvor de ikke vurderer, at det vil have en effekt. Men det er også noget, vi kommer til at skulle drøfte, hvis vi bliver inviteret til forhandlinger.«

Må ikke bliver en glidebane

Hvis man opsætter kameraer i det offentlige rum, kan man ikke undgå, at almindelige, lovlydige borgere bliver filmet. Hvad siger du til kritikken af, at det er et brud på privatlivets fred?

»Vi har allerede kameraovervågning, uden at de fleste danskere er klar over det. Men det er klart, at vi kun skal overvåge de steder, hvor der er en skærpende omstændighed, og hvor overvågningen skal tjene et formål – og ikke kun være der for overvågningens skyld.«

Du siger, at overvågningen »skal tjene et formål«. Hvis man giver beføjelser til at anskaffe en øget mængde videomateriale nu, peger nogle på, at man siden vil kunne udvide, så materialet kan blive brugt i andre sammenhænge, der ikke er godkendt nu. Vil du kunne love, at det ikke bliver tilfældet, hvis de Konservative er med i en aftale om mere overvågning?

»I Konservative kommer vi aldrig til at argumentere for, at videoovervågning, der er opsat med det formål at forebygge og opklare kriminalitet, på et senere tidspunkt bruges til at afdække socialsager eller noget som helst andet. Vi er fuldstændig opmærksomme på den glidebane, der argumenteres for, og den problematik, der kan være. Derfor er øget overvågning kun noget, vi skal gøre, når politiet efterspørger det som et redskab i deres arbejde.«