Da Konservativ Ungdom skulle ansøge om millioner fra de offentlige tipsmidler, skete det på baggrund af urigtige oplysninger.
Det konkluderer revisorfirmaet PwC i en undersøgelse, der er lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd, som uddeler pengene.
Det skriver B.T. på baggrund af en aktindsigt i sagen.
Dels har ungdomspartiet færre aktive medlemmer, end det oplyste, dels er der ifølge revisorfirmaet indberettet 14 forkerte aktiviteter for tre lokalafdelinger.
Derfor bør det årlige tilskud på næsten tre millioner kroner – ifølge revisorfirmaet – til Konservativ Ungdom ikke udbetales for 2023.
Christian Vigilius Holst, der er formand for Konservativ Ungdom, afviser i et skriftligt svar til B. T. at have kendt til fusk og sætter spørgsmålstegn ved dele af anklagen.
»Vi er ikke enige i, at der er blevet indberettet forkerte aktiviteter. Alle aktiviteter har fundet sted, og det har været vores vurdering, at de var tilskudsberettigede, men vi kan ikke afvise eventuelle fejlvurderinger,« lyder det.
Hvilke konsekvenser sagen får, har Dansk Ungdoms Fællesråd endnu ikke besluttet.
Tilskuddet fra tipsmidlerne fastsættes ud fra, hvor mange medlemmer og aktive lokalforeninger et ungdomsparti har.
B.T. skriver, at PwC tidligere har vurderet, at knap ti procent af Konservativ Ungdoms 2.179 registrerede medlemmer er såkaldte spøgelsesmedlemmer.
Det betyder, at de for eksempel ikke har betalt deres kontingent, og at de derfor heller ikke bør udløse et tilskud.