Konservativ ungdom i stiv medvind

På et år er antallet af unge konservative steget med 38 procent.

Mens det Konservative Folkeparti kæmper en sej kamp for fortsat at være en del af det politiske danske landskab, stormer Konservativ Ungdom frem. Det skriver Helsingør Dagblad.

På KU's landsmøde i weekenden, der blev holdt på Kulturværftet i Helsingør, var der deltagerrekord. Godt 300 unge deltog, væsentligt flere end sidste år. Og selvtilliden fejler ikke noget hos de unge konservative.

Det sidste år har KU oplevet en medlemsfremgang fra 1.300 til 1.788 medlemmer.

- Vi er dygtige til at kommunikere nogle klare budskaber ud end vores moderparti. I mange år har der været en tendens til, at folk ikke er klar over, hvad konservativ ideologi er. Hvad det vil sige at være konservativ. Al lovgivningsarbejde er kommet til at handle om de svageste i samfundet. Vi vil gerne arbejde for, at landets love også handler om mennesker, der står op om morgenen og passer deres arbejde, siger den afgåede formand Jens Salling.

Valgt som ny formand for Konservativ Ungdom blev på landsmødet i går Kristoffer Beck.Til Helsingør Dagblad siger han:

- Et af vores kommende programpunkter bliver talentudvikling, så vi kan være fødekæde for vores moderparti. Det kan vi, fordi vi oplever så stor fremgang.

Efter landsmødet, der har straks sig over to dage, var der udpræget tilfredshed med at være i Helsingør og med arrangementet på Kulturværftet.

- Mange ungdomspolitiske organisationer holder deres møder rundt omkring i gymnastiksale på landets folkeskoler. Vi ønsker at være et ordentligt sted. Vi stiller krav til os selv, og derfor stiller vi også krav til vores omgivelser, lød det fra den afgåede formand Jens Salling.

Kilde: Helsingør Dagblad