Kongen af britisk EU-exit på besøg hos DF: Selvfølgelig forlader Danmark EU

Den britiske politiker Nigel Farage besøgte i dag Dansk Folkeparti til en snak om EU-skepsis. Selvfølgelig vil Danmark også forlade EU en dag, lød beskeden fra Farage.

UKIP-leder Nigel Farage fotograferet på Christiansborg onsdag d. 30. november 2016 før et møde med Søren Espersen og Peter Skaarup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Udenrigsordfører Søren Espersen og gruppeformand Peter Skaarup (DF) fik i dag britisk besøg, da tidligere UKIP-formand og frontkæmperen for Storbritanniens Brexit, Nigel Farage, kom forbi til en frokost i Folketinget.

»Det har været et godt år indtil videre. Har det ikke?« sagde Farage, inden han trykkede hånd med Skaarup.

52-årige Farage er i Danmark for at diskutere EU-skepsis, og med Storbritanniens EU-nej og Donald Trumps valgsejr i USA kalder han 2016 et “fantastisk år”.

»Når vi ser tilbage på 2016, har det været året, hvor nationalstaterne har oplevet et massivt comeback, og jeg tror ikke, at den trend er slut endnu. Men om det er Italien, Holland eller Danmark, der bliver de næste, ved jeg ikke,« fortalte Nigel Farage, som også gentog sit mantra om, at Danmark sammen med lande som Østrig og Letland vil forlade EU.

»Selvfølgelig vil I det. Det er bare et spørgsmål om hvornår,« sagde han.

Dansk Folkeparti har tidligere været en del af samme politiske gruppe som UKIP i EU-parlamentet, men skiftede over til den konservative gruppe efter det seneste valg til parlamentet. Og Søren Espersen ville heller ikke lægge for meget i besøget, da DF ikke ligesom UKIP går ind for, at Danmark helt forlader EU.

»Lad os se på, hvad Storbritannien får ud af det. Det er det, vi venter på. Hvad er det, der venter dem? Hvad får de forhandlet sig frem til? Det kan godt ske, vi skal lægge os i kølvandet på det, men det kan vi ikke vide endnu. Der er mindst to eller tre år tilbage til det,« sagde Espersen, som dog finder Farage »spændende« som politiker.

»Han er en, som er interessant at lytte til sammenlignet med alle de der tørvetrillere, jeg ellers ofte lytter til,« uddybede Søren Espersen.

Den nye trekløverregering har stående i sit regeringsgrundlag, at de vil »reformere EU indefra«. Men Nigel Farage ville ikke kommentere på Danmarks nye liberale regering.

»Jeg er gæst her, så det vil jeg holde mig fra,« sagde han.

Til gengæld var han ikke i tvivl om, at de danske meningsmålinger, der peger på, at danskerne er positive over for EU, tager fejl.

»Målinger sagde, at Brexit ikke ville ske. Målinger sagde, at Trump ville tabe. Målingsindustrien er gået fallit,« sagde Farage.