Kommuner vil have snor i udgifter til svage og handicappede

Socialministeren er med på at ændre serviceloven. Men det skal ikke være en spareøvelse, fastslår hun.

Kommunerne skal have mulighed for bedre at styre, hvor mange penge de bruger på det såkaldte specialiserede socialområde.

Sådan lyder et af de centrale budskaber fra Kommunernes Landsforenings topforhandlere, formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S), der tirsdag har taget hul på den årlige armlægning med regeringen om kommunernes økonomi for det kommende år.

- Vi kan se, at der er en opdrift i en række af vores udgifter, fordi det er vanskeligt at styre dem. Det er på det specialiserede socialområde, at der er et meget stort pres, siger Jacob Bundsgaard.

Det specialiserede socialområde dækker over tilbud til børn og unge med særlige behov samt udsatte voksne og handicappede. Det reguleres af serviceloven, og den vil kommunerne gerne have ændret.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), der sammen med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forhandler på regeringens vegne, er med på at ændre loven, så den bliver nemmere at administrere for kommunerne.

Men kommunerne skal ikke nødvendigvis regne med at spare penge af den grund, mener hun.

- Det er ikke en spareøvelse. Serviceloven er på mange måder for uklar. Derfor sætter jeg mig i spidsen for at få reformeret det her område, siger Karen Ellemann.

/ritzau/