Kommuner vil hæve skatten – og det kan medføre straf fra staten

Flere kommuner lægger i budgetterne for næste år op til at hæve kommuneskatten. Men hvis nogle kommuner hæver skatten, uden at andre sænker den, kan det medføre statslige sanktioner.

»Det ser mere end svært ud at nå i balance mellem de kommuner, der har behov for at sætte skatten op, og de kommuner, der har mulighed for at sætte den ned,« siger formanden for KL, Jacob Bundsgaard, til Altinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Dragør, Roskilde og Greve er tre af flere kommuner, der ønsker at hæve kommuneskatten næste år. Men for hver en krone, en kommune hæver skatten, skal en anden kommune sænke den.

»Og det gør andre kommuner ikke. Så regeringen kommer til at gå ud og sanktionere, det er der ingen tvivl om,« siger Pernille Beckmann, der er borgmester i Greve Kommune, til Altinget.

På landsplan lægger kommunale budgetforlig ifølge Altinget op til en samlet skattestigning på mere end 200 millioner kroner, mens andre kommuner ikke ønsker at sænke skatterne tilsvarende. Det kan medføre, at landets kommuner kan ende med at blive trukket i tilskud fra staten.

KLs formand, Jacob Bundsgaard, fortæller i et interview med mediet, at det kan medføre statslige sanktioner.

»Det ser mere end svært ud at nå i balance mellem de kommuner, der har behov for at sætte skatten op, og de kommuner, der har mulighed for at sætte den ned. Derfor styrer vi mod en samlet forhøjelse af skatten set for kommunerne under et,« siger han til Altinget.

Tomas Breddam, borgmester i Roskilde

»I KL kan man jo tage fat på dem, der har en meget høj likviditet, og spørge, hvorfor de ikke sætter skatten ned.«


Det er ifølge Altinget tredje år i træk, at kommunerne risikerer sanktioner for at bryde skatteloftet.

Roskilde er en af de kommuner, der ønsker at hæve skatten. Kommunen har fra Social- og Indenrigsministeriet fået tilsagn om, at de må hæve skatten, så borgmesteren mener, at andre kommuner tilsvarende bør sænke den.

»I KL kan man jo tage fat på dem, der har en meget høj likviditet, og spørge, hvorfor de ikke sætter skatten ned fremfor først at tage fat på os, der vil hæve skatten og har fået lov til det uden individuel sanktion,« siger borgmesteren for Roskilde kommune, Tomas Breddam, til mediet.