Kommuner presses til at skære i den nære velfærd

Regeringen har lovet flere penge til de ældre på den kommende finanslov, men det til trods vurderer en ud af fire kommuner, at de må skære på området det kommende år.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre-regeringen vil prioritere de ældre, men selvom regeringen har bebudet flere penge til ældreområdet med den kommende finanslov, forudser en ud af fire kommuner, at der kommer forringelser det kommende år. Det skriver Politiken.

Det er regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der får flere kommunale økonomidirektører til at råbe vagt i gevær. Bidraget er med til at finansiere Venstres bud på en finanslov og betyder, at kommuner skal spare en procent på budgetterne om året. En del af pengene bliver siden delt ud til kommunerne igen øremærket særlige områder.

I Viborg Kommune skal man spare 120 millioner kroner de kommende tre år, og med den demografiske udvikling, som betyder at der kommer flere ældre, vil det kunne mærkes, lyder det fra økonomidirektør i kommunen, Jørgen Bach.

Politiken har sendt en rundspørge ud til økonomidirektører i 61 kommuner, og halvdelen svarer, at omprioriteringsbidraget vil føre til besparelser på kernevelfærden næste år. Hårdest ramt bliver ældreområdet, hvor en ud af fire kommuner forudser et forringet serviceniveau.

Og selvom en del penge bliver delt ud til kommunerne igen, er tonen kritisk fra flere økonomidirektører.

»Vi laver budget med bind for øjnene,« lyder det eksempelvis fra økonomidirektør i Middelfart Kommune, Thomas Foged.

I Ældre Sagen mener man heller ikke, det er nogen frugtbar proces først at tage pengene og siden give en del tilbage.

Venstre finansordfører, Jacob Jensen, afviser, at der er et problem. Han peger på, at kommunerne kan sende flere opgaver i udbud, hvis de vil finde steder at spare.