Kommuner: Efter valgkampen rammer den økonomiske virkelighed

Det ikke kun børneområdet, som trænger til et løft, og det bliver svært at få pengene til at række, siger KL.

En af de første opgaver for en kommende regering bliver at indgå den årlige aftale om kommunernes økonomi.

De røde partier, som i øjeblikket forhandler om en ny regering, er enige om, at der skal ske forbedringer på børneområdet.

Og Mette Frederiksen, som lige nu står til at blive landets statsminister, har sagt, at netop børneområdet vil stå øverst på hendes liste, når hun skal forhandle med kommunerne.

Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, som er formand for Kommunernes Landsforening, KL, siger, at det er vigtigt at huske på, at der også er andre områder, som presser sig på.

»Det er blandt andet ældre- og socialområdet, så derfor er det jo det samlede billede, som skal tegnes,« siger Jacob Bundsgaard.

Kommunerne ønsker også at løse problemerne på børneområdet, men det kræver meget store beløb, vurderer KL-formanden.

»Jeg har også en fornemmelse af, at den økonomiske virkelighed rammer os lige om lidt, siger Jacob Bundsgaard, som pointerer, at det økonomiske råderum kun lige kan dække de demografiske træk.«

»Der er blevet lovet meget i valgkampen, men hvis man slår det sammen på regnemaskinen, så bliver det vanskeligt at få økonomien til at nå hele vejen rundt«

I lokale medier fortæller flere kommuner, at de har budgetteret med besparelser, som blandt andet vil ramme vuggestuer og børnehaver.

Ifølge TV2 Lorry skal eksempelvis Køge Kommune spare 10 millioner kroner på børneområdet, som skal findes ved at indskrænke åbningstiderne og reducere antallet af pædagoger.

Det har atter fået pædagogernes fagforbund, Bupl, til at råbe højt om minimumsnormeringer for at forpligte kommunerne til at lægge en bund for antallet af personale i institutionerne.

Men det er en vanskelig model, siger Jacob Bundsgaard

»Hvis en kommunes største problem er ældreområdet, så bliver det jo alt andet lige vanskeligere at løse det problem,« siger han.

SF og Enhedslisten gik til valg på minimumsnormeringer, mens Socialdemokratiet gerne vil have flere pædagoger, men ikke mener, at minimumsnormeringer er vejen frem.

/ritzau/