En kommission nedsat af regeringen med fokus på minoritetskvinder anbefaler blandt andet at forbyde piger at bære hovedtørklæde i grundskolen. Det skriver DR.

For ifølge kommissionen viser det, at nogle går med hovedtørklæde, at muslimske piger er anderledes end etnisk danske piger.

»Vores fokus er at sikre, at pigerne, der ikke har de samme frihedsrettigheder som alle os andre, får dem,« siger Christina Krzyrosiak Hansen (S), der er formand for kommissionen og borgmester i Holbæk Kommune.

»Noget, der fylder meget, er spørgsmålet om tørklædet og piger, der får det på i en meget tidlig alder,« siger hun til DR.

Forbuddet mod tørklæder i grundskolen bør ifølge kommissionen både gælde for privatskoler, folkeskoler og friskoler.

I alt er kommissionen i denne omgang kommet med ni anbefalinger, der omhandler minoritetsetniske piger.

Ud over at forbyde hovedtørklæder i skoler anbefaler kommissionen blandt andet, at børnegrupper i dagtilbud »skal afspejle befolkningen«. Der skal være kurser om moderne dansk børneopdragelse til »udvalgte minoritetsetniske forældre«.

Og så skal seksualundervisningen i grundskolen styrkes. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommissionen.

Kommissionen blev nedsat af den socialdemokratiske regering i begyndelsen af året.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet skal den komme med anbefalinger til, »hvordan vi i Danmark sikrer, at kvinder med minoritetsbaggrund kan nyde samme rettigheder og frihed som andre danske kvinder«.

I forbindelse med kommissionens første møde 8. marts, som er kvindernes internationale kampdag, blev det meddelt, at der ville komme tre delanbefalinger i løbet af det følgende år.

Første del handler om børn, mens de næste handler om henholdsvis unge og voksne.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har over for DR ikke ønsket at svare på, hvordan regeringen forholder sig til anbefalingerne fra kommissionen.

Regeringen og Folketinget er ikke nødsaget til at følge kommissionens anbefalinger.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.