Kommentatorer: Radikale er S-SFs vanskelige barn

S-SF-R er enige om det meste, men uenige på mange af de største politikområder. Så skal de Radikale gå med i regering?

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Trods store uenigheder peger Radikale på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Berlingske Politiko har spurgt en række politiske kommentatorer og samfundseksperter, om Radikale bør gå med i en eventuel ny S-SF-regering.

Camilla-Dorthea Bundgaard, redaktør på Damefrokosten.com:

”Hvis Radikale vil have en praktisk og faktisk betydning i en potentiel rød regering, skal de bevare deres position som rød bloks vanskelige barn. Det er sådan, de vil få den fornødne opmærksomhed fra de danske vælgere, sådan de kan få en reel indflydelse uden at drukne i det røde hav - og i sidste ende sådan, vælgerne i fremtiden kan få øje på, at Radikale er socialliberale - hvis de altså stadig er det?”

Niels Krause-Kjær, blogger og politisk kommentator:

”Det er næsten altid bedre for et seriøst parti at sidde i regering end blot være støtteparti. Spørg blot Marianne Jelved i 1990erne, om det giver indflydelse at være et lille og selvbevidst regeringsparti! Så ja, hvis der er rødt flertal efter næste valg, så vil De Radikale få mest politisk indflydelse ved at gå med i regeringen.”

Anne Sophia Hermansen, blogger og pressechef:

”Hvad skulle det være for en regering? En rød, der vil føre en økonomisk uansvarlig politik eller en blå, som det radikale bagland har sagt nej til? På den anden side er partiet efter 10 års taburet-tørke sikkert så sulten efter magten, at den er klar på lidt af hvert, og det må så også være den eneste grund til, at det peger på Helle Thorning-Schmidt. Der findes ikke rigtig belæg for det i partiets politik, men den betyder måske også mindre end forårets bilkataloger.”

Peter Kurrild-Klitgaard, professor, Københavns Universitet:

”Ja - men i en med V, K og LA, vel at mærke. Som så afhængigt af spørgsmålene ville kunne have flertal enten med DF eller med S. Ikke så ulig VKR-regeringen 1988-90. Det ville være en alliance, som i det store og lange perspektiv ville passe meget mere naturligt til De Radikales historiske position, og hvor reform-mulighederne, og indflydelsen på disse, ville være meget større. Går R med i en S-SF-regering vil det paradoksalt nok placere partiet som værende meget langt fra midten.”

Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor:

”Når man ser på De Radikales politiske synspunkter, ville det være naturligt, hvis de pegede på Lars Løkke Rasmussen i stedet for på Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter valget. Uanset, hvem de peger på, vil det være taktisk klogest af De Radikale at holde sig uden for en regering i den kommende valgperiode. De vil meget bedre kunne leve op til de traditionelle radikale kernevælgeres og radikale græsrødders selvforståelse af at være et midterparti, der kan samarbejde til både højre og venstre, hvis de vælger at stå uden for en regering i stedet for at være med i den.”

Joachim Sperling, kommunikationsrådgiver:

"Hvis rød bloks flertal afhænger af de Radikale kan det være klogt af S og SF og få dem med, og de vil givetvis lokke alt hvad de har lært. Men den røde bloks plan er noget som S og SF har lavet i fællesskab uden om de Radikale. Og det ses tydeligt. Derfor ville det være dumt af de Radikale at gå med, for når man er så uenig om helt afgørende ting er det klart, at man vil blive tvunget til at gå på kompromis hvis man sidder i en regering. Og dermed vil man også miste sin profil, fordi man vil stå i skyggen af de to store partier. "

Morten Bay, journalist og strategirådgiver:

”Det bliver de nødt til. Jeg tror, sporene skræmmer fra Ny Alliance-historien. I NA forsøgte man bevidst under valget i 2007 at spille på det gamle, radikale mantra om at kunne svinge til begge sider, og kunne lægge sine mandater, hvor man på et hvilket som helst tidspunkt fik mest indflydelse. Men tiderne har ændret sig, hvad NA lærte på den hårde måde. De meldte ikke klart nok ud fra starten og fik tæv for det, fordi de fremstod vage. Og hvis der er noget, R ikke kan tåle lige nu, er det at fremstå som vage. Med andre ord, R risikerer en NA-agtig lussing, hvis de ikke spiller rollen som partiet, der sikrer, at S og SF ikke trækker landet for langt til venstre.”