Kommentator: Terror kan gøre en upopulær statsminister populær

Det er en naturlig reaktion, at regeringschefen høster øget vælgeropbakning efter et terrorangreb, vurderer politisk kommentator, efter danskerne i en ny måling roser Helle Thorning-Schmidts håndtering af attentaterne sidste weekend.

Det skete for Jens Stoltenberg. Det skete for Francois Hollande. Og nu ser det også ud til at ske for Helle Thorning-Schmidt (S).

Efter en nation er blevet ramt af et voldsomt terrorangreb, er det en naturlig reaktion, at befolkningen rykker tættere sammen om regeringschefen og øger opbakningen, forklarer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Og det viser sig da også i en Gallup-måling foretaget for Berlingske, hvor hver anden dansker - 51 procent - svarer, at Thorning har håndteret attentaterne mod København i sidste weekend »fremragende« eller »fortrinligt«. Kun fire procent giver hende dumpekarakter.

»Når der sker noget forfærdeligt i et land - for eksempel et stort terroranslag - sker der det helt automatiske, at befolkningen rykker sammen om nationens leder på tværs af politiske anskuelser og skel. Vi har set det ske igen og igen i udlandet, selv om den siddende regeringschef har været meget upopulær,« siger Thomas Larsen.

Han henviser blandt andet til den franske præsident, Francois Hollande, der høstede en øget vælgeropbakning i kølvandet på attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar.

Og i 2011 stormede den daværende norske statsminister, Jens Stoltenberg, frem i meningsmålingerne efter Anders Breiviks voldsomme terrorangreb i Oslo og på øen Utøya.

»Så det er altså en helt naturlig reaktion, vi er vidne til, og derfor skal man også være meget forsigtig med, hvor meget man lægger i det. Selv om rigtig mange borgere støtter den siddende statsminister, så er det ikke det samme som, at de stemmer på ham eller hende ved det førstkommende valg,« betoner Thomas Larsen.

Men selv om der er tale om en forholdsvis naturlig reaktion hos danskerne, påpeger Thomas Larsen, at Thorning har håndteret terrorangrebene flot.

»Hun har klaret opgaven meget overbevisende. Hun har været fantastisk dygtig til at kommunikere om, hvad der er sket undervejs - også i de meget nervepirrende timer, da selve attentatet stod på. Og bagefter har hun også reageret hurtigt med at sætte fuld fart på det udspil mod terror, som regeringen netop er kommet med,« siger den politiske kommentator og fortsætter:

»Så det her har været et moment, hvor Helle Thorning-Schmidt er trådt i karakter som statsminister og også bliver belønnet af danskerne for det.«

Danskernes store opbakning til Thorning efter terrorangrebene viste sig også i en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV 2 torsdag. Her bakkede et massivt flertal på 72 procent op om hendes håndtering af situationen.