Kommentator: Snak om Rusland-angreb er taktisk og reel

Ministers advarsel om trussel fra Rusland skal gøde jorden inden forsvarsforhandlinger, vurderer Hans Engell.

København. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) bekymringer om den militære trussel fra Rusland er ganske velbegrundede.

Men at emnet bringes på banen netop nu, hænger sammen med, at politiske forhandlinger om forsvarsbudgettet venter forude.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Regeringen skal komme med et udspil til en ny forsvarsordning i løbet af det næste kvartal. Han skaber nu baggrundskulissen for det, siger Hans Engell.

I et interview med Berlingske skitserer Claus Hjort Frederiksen billedet af den militære trussel, som Rusland i øjeblikket udgør mod Danmark.

Og det er meget alvorligt.

Ifølge Hans Engell skal udmeldingen gøre det mere spiseligt at tilføre det danske forsvar flere penge. Men selv om det er taktisk klogt at gøre opmærksom på den militære trussel, er ministerens beskrivelse realistisk.

- Trusselbilledet, som Hjort Frederiksen tegner, virker meget reelt og svarer i øvrigt fuldstændigt til den opfattelse af truslen, som Nato-alliancen og USA har.

- Det er en alvorlig baggrundskulisse for de forsvarsforhandlinger, der skal føres. Man kan vel sige, at det er den mest alvorlige situation siden den kolde krigs ophør, siger Hans Engell.

/ritzau/