Kommentator: S splitter rød blok med udlændingepolitik

Socialdemokratiets udlændingeudspil er en rød klud på rød blok, mener politisk kommentator Hans Engell

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen splitter sine støttepartier i rød blok med sit udlændingeudspil. Men nu er der ingen vej tilbage for Socialdemokratiet, mener politisk kommentator Hans Engell. Scanpix/Mads Claus Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiet støttes efter valget af Enhedslisten trods partiets nylige udlændingeudspil.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

»Efter et valg har Enhedslisten ikke andre at pege på end (S-formand, red.) Mette Frederiksen. Det er svært at forestille sig Enhedslisten stemme blankt eller pege på sig selv. Det er lidt tomme trusler,« siger Hans Engell.

S-udspillet krydser Enhedslistens røde linjer for at støtte en S-regering. Det siger flere medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse til DR Nyheder.

I 2016 bad Enhedslistens årsmøde hovedbestyrelsen lægge en mere aggressiv kurs for Socialdemokratiet.

Men udlændingeudspillet er en rød klud for De Radikale og Alternativet. Sagen kommer til at splitte rød blok i en valgkamp, mener Hans Engell.

»Socialdemokratiet har vurderet, at de ikke vil tabe endnu et valg på flygtninge. De har tabt en stribe valg på det område. Socialdemokratiet kan ikke gå fra den stramme udlændingepolitik,« siger Hans Engell.

Han ser ingen vej tilbage for Socialdemokratiet.

»De har krydset Rubicon. De kan ikke lade De Radikale og Enhedslisten bestemme socialdemokratisk udlændingepolitik,« siger Hans Engell.

Strategien er risikabel, da udspillet kun kan bæres igennem af Dansk Folkeparti og Venstre, mener han.

Spørgsmål: Står rød blok lige så splittet som blå blok?

»Før et valg er Mette Frederiksens helt store svaghed, at den røde blok er endnu mere splittet end den blå blok,« siger Hans Engell.

Lars Løkke Rasmussen (V) har tre store fordele. Som statsminister udskriver han valg. De fire blå partier peger på ham som statsminister. Og han har stor erfaring som statsminister, mener Hans Engell.

»Hendes fordel er, at hun står stærkt i meningsmålingerne. Hun ligner en vinder, og Socialdemokratiet opbygger sin politik,« mener han.

/ritzau/