Kommentator: Regeringens burkaforbud ender i ingenting

Hans Engell tror ikke, at burkaforbuddet bliver til noget efter kritiske røster fra Liberal Alliance.

Hans Engell tror ikke, at burkaforbuddet bliver til noget efter kritiske røster fra Liberal Alliance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen

Regeringen er på vej mod et nederlag med sit maskeringsforbud - bedre kendt som burkaforbud.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

»Alt peger i retning af, at det bliver en maveplasker for regeringen.«

»Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kan ikke skabe flertal i regeringen for et så vidtgående forbud. Dermed kan der ikke fremlægges noget lovforslag,« siger han.

Et udkast fra Justitsministeriet til et maskeringsforbud, som DR Nyheder har set, viser, at forbuddet også skal omfatte eksempelvis huer og kunstigt skæg.

Regeringspartiet Liberal Alliance sår tvivl om, hvorvidt regeringen og støtterne fra Dansk Folkeparti kan udforme et »meningsfuldt« burkaforbud.

LA vil ifølge politisk ordfører Christina Egelund ikke være med til at smide folk i fængsel for at gå i noget forkert tøj.

Heller ikke Børsens politiske kommentator Helle Ib kan se, hvordan LA kan være med på det udkast, som er på bordet lige nu.

»Nu må vi se, om det, der er lagt frem nu, bliver det endelige resultat. Bliver det tilfældet, så er det klart, at så vil LA have problemer med at stemme for,« siger hun.

Regeringen vil med maskeringsforbuddet forbyde de muslimske klædedragter burka og niqab i det offentlige rum.

Regeringen lægger op til, at en overtrædelse af forbuddet skal udløse en bøde på 1000 kroner eller fængsel i op til tre måneder.

/ritzau/