Kommentator: Østergaard skal »dampe af« på bagerste række

Morten Østergaard har trukket sig som politisk leder for Radikale Venstre efter en krænkelsessag i partiet.

Morten Østergaard melder sin afgang efter gruppemøde i den Sorte Diamant København. Sofie Carsten Nielsen overtager titlen som politisk leder hos de Radikale.De Radikale holder gruppemøde efter flere dagens tumlen rundt med Lotte Rods krænkelsessag, i den Sorte Diamant i København, onsdag den 7. oktober 2020. (Foto: Martin Sylvest) Martin Sylvest

Morten Østergaard kommer ikke til at spille en markant rolle i Radikale Venstre, efter han onsdag har trukket sig som partiets politiske leder.

Det vurderer politisk kommentator Jarl Cordua.

»Han må sætte sig ned på bagerste række og dampe lidt af, og så kan det være, han får nogle ordførerposter.«

»Det er nogle helt andre, der kommer til at stå i spidsen for De Radikale med Sofie Carsten Nielsen (De Radikales nye politiske leder red.)«, siger Cordua.

Afgangen sker på baggrund af en sag, hvor Morten Østergaard for cirka ti år siden lagde en hånd på Lotte Rods lår mod hendes vilje.

Den 16. september skrev Lotte Rod i et Facebook-opslag, at hun er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre.

»Jeg har svigtet mit parti og dermed også offentligheden, fordi jeg ikke havde modet til at erkende, at det ikke var nok, at jeg sagde undskyld til Lotte, men at jeg også nødt til at være åben om, at det var mig«, sagde Morten Østergaard efter mødet til den fremmødte presse.

/ritzau/