Kommentator: Mette F. vil huskes som børnenes statsminister

Statsministerens nytårstale var blottet for store nyheder eller overraskelser, lyder det fra Børsens Helle Ib.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder sin nytårstale, på Marienborg i Sorgenfri nord for København onsdag den 1. januar 2020. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2020) Statsminister Mette Frederiksen (S) holder sin nytårstale, på Marienborg i Sorgenfri nord for København onsdag den 1. januar 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Hun vil være børnenes statsminister.

Det har statsminister Mette Frederiksen (S) gentagne gange udtalt, og Socialdemokratiets formand understreger i sin første nytårstale som statsminister, at hun vil bruge meget energi og arbejde benhårdt på at blive husket som netop det.

Sådan lyder analysen fra Helle Ib, Børsens politiske kommentator.

I nytårstalen siger Mette Frederiksen blandt andet, at flere udsatte børn bør bortadopteres.

»Jeg vil altid stå på børnenes side,« lyder det blandt andet fra Mette Frederiksen.

Derudover leverer statsministeren ikke meget i nytårstalen, vurderer Helle Ib.

»Det er en tale blottet for de store nyheder eller overraskelser. Men den er en logisk forlængelse af de temaer, Mette Frederiksen selv har forsøgt at fremhæve og fokusere på. Også i tiden i opposition.«

»Altså især spørgsmålet om at ville være børnenes statsminister. Det er helt tydeligt, at det har ikke været en strøgtanke. Det er et statement, hun gerne vil bruge meget tid på og vil huskes for,« siger Helle Ib.

Temaet om børnene er ikke et sprængfarligt emne, tilføjer Helle Ib. Og det er ikke tilfældigt, at Mette Frederiksen undlader at gå i dybden med store temaer som klimaet og differentieret pension, der ellers er et af de mest centrale valgløfter fra Socialdemokratiet.

»Hun undlader at gå i dybden med temaer, hvor man ellers godt kunne have efterlyst nogle lidt klarere svar,« siger Helle Ib.

En klimalov er forhandlet på plads, men i 2020 er der udsigt til vanskelige forhandlinger om en klimahandlingsplan.

Det er den, som skal indeholde konkrete initiativer, der skal indfri målsætningen om 70 procents reduktion i drivhusgasserne i 2030.

Ifølge Helle Ib er det logisk, at Mette Frederiksen leverer »en sikker og defensiv« tale, da hun ikke behøver at være offensiv i sin politik endnu.

Ganske enkelt fordi, hun ikke er udfordret af oppositionen endnu, vurderer Helle Ib.

»En ny flerårig politiaftale og en udligningsreform - det vil sige finde en ny model for fordelingen af penge mellem kommunerne - er andre temaer, som Mette Frederiksen ikke berørte, men som kommer til at fylde en del i 2020.«

/ritzau/