Kommentator: Christensen brænder ikke igennem

»Et overraskende valg,« siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær om valget af Carina Christensen som ny konservativ politisk ordfører.

Carina Christensen ankommer til gruppemødet efter Henriette Kjærs udmelding tidligere i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Efter Henriette Kjærs afsked til posterne som konservativ gruppeformand og politisk ordfører overtager Carina Christensen posten som politisk ordfører.

Valget overrasker politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der selv er tidligere konservativ presserådgiver.

Læs også: Her er de konservatives nye topfolk

- Det overrasker mig faktisk, at Barfoed har valgt hende som politisk ordfører. Som minister var hun loyal og seriøs, men rent kommunikationsmæssigt brændte hun ikke igennem. Samtidig står hun ikke til at blive genvalgt ved et kommende Folketingsvalg, så det virker heller ikke, som om man forsøger at bygge noget langsigtet op, siger han.

»Hun mangler næse«

Niels Krause-Kjær havde gættet på, at Rasmus Jarlov ville blive ny politisk ordfører – primært fordi Jarlov har den »politiske næse«, som Carina Christensen mangler.

- Det virker ikke, som om Carina Christensen har samme politiske instinkt og samme politiske næse som Henriette Kjær havde – og som også Rasmus Jarlov har vist at være i besiddelse af, siger den politiske kommentator.

Billedserie: Hurlumhej foran det konservative gruppeværelse

Flere kender Carina

Når Lars Barfoed alligevel har valgt Carina Christensen som bannerfører for den konservative politik, skyldes det ifølge Krause-Kjær, at partiet har brug for stabilitet efter mange skandaleprægede sager.

- Det, der taler for Carina Christensen, er, at hende kender de konservative vælgere delvist i forvejen – og det var der måske færre, der gjorde med Rasmus Jarlov. Men for mig var valget overraskende, det skal jeg ikke lægge skjul på, siger Niels Krause-Kjær.