Kollegerne i blå blok så måbende til, mens Pape blev udstillet i pressen: Nu hvisker de i krogene om konsekvenserne

Efter måneders fremgang i målingerne, tårnhøj troværdighed og et længe ventet statsministerkandidatur har Søren Pape Poulsen indledt valgkampen i strid modvind. Centrale kilder i blå blok taler nu om en svækket konservativ formand, og frygten er, at konsekvenserne ikke kun rammer ham selv.

Berlingske har talt med en række centrale i kilder i de borgerlige partier om Det Konservative Folkepartis nedtur – der er blevet udløst af et krydspres af dårlig medieomtale og veltilrettelagte angreb fra Socialdemokratiet – og om, hvad de frygter, den kan få af betydning. Mathias Svold

For to måneder siden stod Søren Pape Poulsen med solen i ansigtet på en terrasse med Statsministeriet i baggrunden.

Iklædt hvid skjorte, grønt slips med tynde, gule striber og målinger, der gjorde De Konservative til det største parti i blå blok og Pape til den mest troværdige partileder i Folketinget, greb han efter måneders tilløb ud efter posten som Danmarks næste statsminister.