Kollegerne føler med detroniseret Samuelsen

Liberal Alliance fik et dårligt folketingsvalg, og Anders Samuelsen blev ikke valgt ind.

Søren Pape Poulsen. FV19: Publicistklubben inviterer til klassikeren:'DAGEN DERPÅ', hvor partilederne møder hinanden efter Folketingsvalget i Industriens Hus i København, torsdag den 6. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Anders Samuelsens afsked som politisk leder for Liberal Alliance og afsked med dansk politik efter partiets dårlige folketingsvalg er et naturligt samtaleemne ved torsdagens partilederrunde i Publicistklubben.

Her mødes lederne fra de partier, der er valgt ind i Folketinget. Det er en tradition efter et folketingsvalg, men denne gang var det altså uden en repræsentant for Liberal Alliance, som er gået fra 13 til fire mandater.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der selv har set sit parti smuldre, har ondt af Samuelsen.

»Det er altid en smertelig situation. Det gør selvfølgelig ondt, når man er partileder og siddende udenrigsminister,« siger Thulesen Dahl.

Den konservative formand og siddende justitsminister, Søren Pape Poulsen, tilføjer:

»At han ikke er blevet valgt ind, har jeg faktisk ondt af. Vi er alle mennesker.«

Også den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, som nu har chancen for at blive statsminister, kommenterer sagen.

»Vi mangler Anders (Samuelsen, red.) her i dag, og vi ønsker ham det bedste fremover,« siger hun.

Samuelsen var med til at stifte Liberal Alliance i 2008, men resultatet af onsdagens valg betyder altså, at han selv ryger ud af Folketinget sammen med en række af partiets andre profiler. Det har blandt andet medført hård intern kritik af partitoppen.

»Det må have været fuldstændigt forfærdeligt, at han ikke blev valgt ind,« siger Pape.

Liberal Alliance bliver Folketingets mindste parti sammen med Nye Borgerlige.

Selv om DF og Liberal Alliance har haft et anstrengt forhold i blå blok, mener Thulesen Dahl, at skæbnen er hård mod Samuelsen.

»Vi kan godt være rygende politisk uenige og alligevel synes godt om hinanden som mennesker. Jeg misunder ikke det, han døjer med lige nu,« siger DF-formanden.

Thulesen Dahl bliver i øvrigt selv siddende som sit partis frontfigur, selv om DF er gået fra 37 til 16 mandater.

/ritzau/