Kofod: Uacceptabelt at smide fransk ambassadør på porten

Det er en form for afpresning, at Mali nu smider den franske ambassadør ud, mener Danmarks udenrigsminister.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Situationen spidser til i Mali, hvor den franske ambassadør bliver smidt ud af landet, hvilket udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder uacceptabelt.

Det er en eskalering af situationen, hvor Danmark i sidste uge blev bedt om at hjemtage sine soldater, som netop er kommet til Mali for blandt andet at hjælpe med at bekæmpe terrorister. Kofod står på Frankrigs side.

»Vi står side om side med Frankrig om at afvise den form for forsøg på at presse os til at slække vores krav til kupgeneralerne.«

»Vi vil fortsat kræve, at kupgeneralerne præsenterer en acceptabel plan for tilbagevenden til demokrati. Det er ikke i orden, at de entrer med russiske lejesoldater, som er kendt for brutalitet,« siger han.

Danmark og en række allierede har sendt og vil sende soldater til Mali for at bekæmpe terrorister, som, de mener, kan true Europa, hvis det fører til irregulær migration.

Frankrigs ambassadør i Mali har mandag fået 72 timer til at forlade landet. Fredag sagde den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, at Malis militærstyre er »ude af kontrol«. Han betegnede også styret som »illegitimt«.

Kofod har brugt lige så direkte vendinger.

Danmark er dog ikke blevet bedt om at trække sin ambassadør ud af landet. Kofod vil ikke udelukke, at det kan ske, at Danmark selv gør det, men det ligger ikke lige for.

»Vi udelukker ikke noget som helst og holder tæt kontakt med Frankrig og andre allierede.«

»Vi kommer til at koordinere tæt. Jeg tror, vi gør størst mulig forskel, hvis vi i fælles front konfronterer kupgeneralerne for deres fuldstændig uacceptable adfærd,« siger han.

Et dokument fra 16. november 2021 sår ifølge Mali tvivl om, hvorvidt Danmark havde tilladelse til at sende soldater til landet. Det florerer i de maliske statsmedier, og DR Nyheder er i besiddelse af det.

Kofod kalder det et beskidt politisk spil og afviser dokumentets værdi.

»Det folkeretlige grundlag var fuldstændig i orden. 15 lande har udtrykt deres solidaritet med Danmark. Det her handler om noget andet. Det er desværre et politisk spil. Nu sender de den franske ambassadør ud af landet.«

»De bryder sig ikke om, at vi lægger pres på dem for at genindføre demokratiet i Mali. De bryder sig ikke om, at vi ikke bryder os om, at de samarbejder med russiske lejesoldater,« siger Kofod.

Han svarer ikke klart på, om Danmark fulgte op på dokumentet fra Malis overgangsregering, men gentager, at det er et »beskidt spil«.

Ifølge en kilde i udenrigstjenesten med kendskab til processen mener den danske regering, at Malis styre, der har kuppet sig til magten, taler med to tunger.

Danmarks 15 allierede har givet sig selv to uger til at overveje, om de vil trække deres soldater ud af Mali også, hvilket vil efterlade et manøvrerum for Rusland, der også har interesserer i det meget fattige vestafrikanske land.

/ritzau/