Der er cirka 60 personer tilbage i Afghanistan fra danskerlisten.
Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tirsdag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.
»Der er omkring 60 personer tilbage på den såkaldte danskerliste,« siger han.
Listen består af danske statsborgere samt personer med lovligt ophold i Danmark.
De vestlige nationer, der har været i Afghanistan i 20 år, har sat 31. august som deadline for, hvornår de skal være ude af landet.
Blandt andre USAs præsident, Joe Biden, har imidlertid sagt, at det kan være, at indsatsen bliver forlænget.
Det skyldes blandt andet, at den militante islamistiske bevægelse Taleban har vist sig mindre samarbejdsvillig end ventet med at få de personer ud af Afghanistan, som Vesten forsøger at evakuere.
Jeppe Kofod siger, at man fra dansk side i et stykke tid har opfordret folk til at komme ud af Afghanistan.
Men med en deadline, der nærmer sig med hastige skridt, bliver mulighederne for evakuering færre og færre.
»Vi kan ikke garantere, at alle kommer ud inden deadline,« siger udenrigsministeren.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) siger, at der kun vil være få mulige evakueringsoperationer tilbage i Afghanistan.
»Det er, fordi situationen spidser til, det bliver mere farligt at operere i området.«
»Når Forsvaret meddeler os i regeringen, at nu er der tale om få løft inden for sikkerhedsmæssige begrænsninger, så lytter vi selvsagt til det,« siger hun.
Jeppe Kofod og Trine Bramsen fortæller, at Danmark har evakueret i alt cirka 850 personer fra Afghanistan, som for nylig blev overtaget af Taleban.
Af disse er over 700 ankommet til Danmark, mens resten blandt andet er personer, som Danmark har hjulpet andre lande, for eksempel Island og Sverige, med at evakuere.
/ritzau/