Københavnske socialdemokrater vil ikke boykotte bosættervarer

Københavns Borgerrepræsentation skal beslutte, om kommunen vil boykotte varer fra de israelske bosættelser på Vestbredden. S afviser boykot og kalder forslaget hyklerisk.

Læs mere
Fold sammen

Det er udtryk for hykleri og dobbeltmoral, når lokalpolitikere mener, at Københavns Kommune bør boykotte varer og produkter fra ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden.

Det siger Lars Aslan Rasmussen (S), politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation.

Torsdag sagde et flertal i Borgerrepræsentationen ifølge Jyllands-Posten ja til at tage en generel og principiel debat om emnet. Men selv om Socialdemokraterne siger ja til at tage debatten, bliver en eventuel boykot ikke vedtaget med socialdemokratiske stemmer.

»Vi ønsker ikke at føre udenrigspolitik på rådhuset. Det er en beslutning, man kan træffe i Folketinget, så de politikere, der går ind for en boykot, må jo stille op til folketingsvalget,« siger Lars Aslan Rasmussen til Berlingske Nyhedsbureau.

Han mener, det er dobbeltmoralsk, at det lige er Israel, der står for skud.

»Vi handler jo med mange forskellige lande - også lande, der er væsentlig værre end Israel. Så der er meget hykleri i det her forslag,» siger han.