Det var et af valgkampens helt store temaer. 

Manglen af og prisen på boliger i København fik ethvert parti med respekt for sig selv til at præsentere en plan for at løse boligkrisen i byen. 

Nu fortæller valgkampens vinder, hvordan hun vil gøre alvor af valgløfterne for at sikre flere boliger i København. 

Det sker i et stort interview med Politiken, hvor overborgmester Sisse Marie Welling (SF) fortæller om sine planer. 

Planerne inkluderer en arbejdsgruppe – som overborgmesteren kalder en »taskforce«. 

Arbejdsgruppen skal undersøge alle muligheder for at skaffe flere boliger til København. Den skal arbejde i ni forskellige spor og referere til Økonomiudvalget og Klima-, teknik- og miljøudvalget. 

Det ene spor handler om at få regeringen til at gennemføre de tiltag, som den har lovet. 

Det handler om at hæve rammebeløbet for, hvad det må koste at bygge almene boliger. 

Om at tillade kommuner at stille krav til mængden af ejerboliger, når der bygges nyt. Og at gribe hårdere ind over for udlejningsplatforme

Derudover skal arbejdsgruppen også se på, hvad København selv skal gøre. 

Det handler ifølge Sisse Marie Welling om at bygge mere.

Til Politiken siger Sisse Marie Welling, at det i høj grad er almene boliger, der skal bygges. Men også ejer- og lejeboliger skal bygges. Det skal også undersøges, hvordan der kan bygges tættere – nær indfaldsveje, men også i almene boligområder. 

Adspurgt, hvordan det skal måles, at der tages skridt i den rigtige retning, svarer Sisse Marie Welling:

»Vi skal gerne se flere kraner i vores by. På det tidspunkt skal der begynde at skyde boliger op. København var på et tidspunkt kendt for at have kraner alle steder, men dem er der ikke så mange af nu, og det er et meget godt billede på, at den boligudvikling, vi skulle have haft, er gået i stå. Den skal vi have sat fuld fart på.«