Klokken 23.07 brød jublen pludselig løs hos Socialdemokratiet – men dramaet var slet ikke slut

Socialdemokraterne kunne næsten ikke være i sig selv af bar nervøsitet, da valgaftenen begyndte. Da den sluttede, kunne de stadig ikke være i sig selv – men nu af ren jubel. Ud på natten proklamerede en rørt Mette Frederiksen, at regeringen alligevel går af, og hun onsdag går til Dronningen.

Folketingsvalg beskrives med et fortærsket udtryk som »demokratiets festdag«, men for Kaare Dybvad var timerne op til valgaftenen tirsdag alt andet end festlige.

»Jeg har haft det ad helvedes til. Jeg har virkelig haft det skidt,« lød det fra den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister, da han kort før klokken 20 tirsdag troppede op til regeringspartiets valgfest i den højloftede fællessal på Christiansborg.