Klokken 00.23 onsdag nat sendte Finansministeriet bud efter partierne på Christiansborg – og så gik en historisk hjælpepakke ind i sin afgørende fase

Et uhørt intenst forløb med sene natteforhandlinger førte torsdag formiddag til en milliardstor hjælpepakke til erhvervslivet, ledige og studerende. Det begyndte med et Skypemøde med Mette Frederiksen og sluttede efter klokken 04 torsdag morgen. Og undervejs måtte finansministeren vække en partileder med et telefonopkald.

»Det, vi har set de sidste 24 timer og de seneste dage, er dansk folkestyre, når det er bedst,« sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde torsdag formiddag. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (tv.), stemte i: »Det her er folkestyret, som det i virkeligheden bør være hele tiden.« Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det var usædvanlige TV-billeder, der mødte seerne torsdag formiddag, da hovedparten af Folketingets partiledere præsenterede en historisk hjælpepakke til det hårdt pressede erhvervsliv samt selvstændige og ledige, der lider under den aktuelle coronakrise.

Talrige tunge økonomiske aftaler er gennem tiden blevet udlagt foran glasdøren på førstesalen i Finansministeriets røde murstensbygning, men coronaepidemien har rykket ved rutinerne i Kancellibygningen.