Politikerne har besluttet at ændre i statsstøtten på tre kommende havvindparker efter en dialog med markedsaktører.
Det siger klimaminister Lars Aagaard (M) til Finans.
Det samlede støtteloft på 55,2 milliarder kroner fastholdes, men fordelingen mellem de tre parker ændres.
Således bliver støtteloftet på parken Nordsøen Midt hævet fra 11,4 milliarder kroner til 19,6 milliarder kroner.
Samtidig sænkes støtteloftet på Nordsøen Syd fra 16,2 til 8,2 milliarder kroner.
Det vil ifølge Lars Aagaard øge risikoen for, at Nordsøen Syd ikke bliver en realitet.
- Når man øger sandsynligheden for den ene park inden for det samme samlede støtteloft, så mindsker man også sandsynligheden for den anden. Det har vi kigget ind i med åbne øjne, men det er ikke en aflysning, siger han til Finans.
I maj blev en bred aftalekreds i Folketinget enige om igen at sende tre havvindmølleparker i udbud, efter at det første udbud var endt uden budgivere.
Politikerne besluttede, at de tre parker med en samlet effekt på tre gigawatt skulle sendes i udbud med mulighed for statsstøtte op til 55,2 milliarder kroner.
Det første udbud på seks gigawatt var uden statsstøtte.
/ritzau/