Klimaaftale skuffer miljøforkæmpere

Greenpeace og Verdensnaturfonden er stærkt skuffede over udfaldet af klimakonference på Bali. USA fik al for stor magt, lyder kritikken.

Køreplanen frem mod klimatopmødet i København i 2009 blev ledsaget af klapsalver, da de delegerede på FN's klimakonference på Bali vedtog den. Men ifølge miljøorganisationer er der ikke meget at klappe af.

USA ville kun være med, hvis de konkrete målsætninger om reduktion af CO2-udledning blev pillet ud af teksten, og det skete.

- Det er skandaløst, at USA satte så store fingeraftryk på mødet og udvandede det endelige slutdokument, der reelt er uden retning og ambitioner. USA tromlede alle ambitioner ned og trak bevidst mødet i den forkerte retning, og EU lod dem gøre det et langt stykke hen ad vejen. Det skader klimaet, for USA får frit spil, når EU er svage i koderne, siger John Nordbo, WWF Verdensnaturfondens klimamedarbejder.

Greenpeace mener, at den danske klimaminister Connie Hedegaard (K) skulle have spillet mere med musklerne.

- Connie Hedegaard har forspildt en oplagt mulighed på Bali for at demonstrere dansk troværdighed, idet hun valgte at fortsætte det danske lurepasseri ved ikke at ville forpligte Danmark til - som Tyskland - at reducere CO2-udslippet på hjemmebanen med mindst 40 procent i 2020, siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder i Greenpeace Nordic.

/ritzau/