Klart flertal vil stemme ja til EU-patentdomstol

Kun 20 procent af vælgerne vil stemme nej til dansk deltagelse i EUs patentdomstol ved en folkeafstemning, viser en ny meningsmåling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et klart flertal af danskere vil stemme ja til dansk deltagelse i EUs patentdomstol. Det viser en meningsmåling blandt 1.017 vælgere, som A&B Analyse har lavet for netavisen Altinget.dk.

Målingen giver et klart forspring til ja-siden, der har opbakning fra 54 procent af vælgerne. 20 procent vil sige nej, mens 26 procent endnu ikke ved, hvad de vil stemme.

»Målingen viser jo, at det er op ad bakke. Men man kan også sige, at valgkampen ikke rigtig er kommet i gang endnu. Jeg er ret sikker på, at tingene vil ændre sig, når vi først får gang i debatten,« siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen (DF), til Altinget.dk.

Hun afviser, at det ville være bedre at lave en aftale med regeringen, så afstemningen om EU-patenter undgås:

»Jeg mener faktisk, at det her er en af de kampe, som skal tages. Også selvom vi starter med at være bagud«.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er de eneste partier i Folketinget, som vil anbefale vælgerne af stemme nej ved en kommende folkeafstemning 25. maj – samme dag som valget til Europa-Parlamentet.

»Hvis vi tilslutter os EUs patentdomstol vil vi miste demokratisk og juridisk indflydelse på, hvad der skal være patent på. Det argument tror jeg godt, at danskerne kan følge,« siger Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), som trods målingen tror på en mere lige valgkamp.

Og de to nej-politikere får lidt opbakning fra fagkundskaben. Der er nemlig god grund til at forvente, at valgkampen bliver mere lige, end målingen lægger op til, fortæller professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Slothuus.

Han er selv i gang med et forskningsprojekt om vælgernes holdning til patentdomstolen, og han har en forventning om, at mønsteret vil ligne tidligere folkeafstemninger:

»Erfaringer fra tidligere afstemninger har vist, at der kan flyttes en hel del holdninger i løbet af månederne op til en folkeafstemning. I den forstand så kan man ikke slutte allerede nu, at en folkeafstemning vil ende med et sikkert ja,« siger Rune Slothuus til Altinget.dk.

Professoren henviser til den seneste EU-afstemning om euroen i september 2000. Her havde ja-siden et komfortabelt forspring, da folkeafstemningen blev udskrevet, men endte som bekendt alligevel med at tabe til nej-siden.

»Når vi nærmer os, så vil mediedækningen blive mere balanceret på den måde, at der vil komme relativt flere røster til orde. Det er det mønster, der gør, at hvis man skal gætte på, hvordan udviklingen vil gå, så vil nej-siden vokse,« siger Rune Slothuus til Altinget.dk.

BNB