KL-formand: Et godt signal

Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), hæfter sig ved, at lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked nu vil følge udviklingen på det private arbejdsmarked.

1,7 mia. kr. ekstra hvert år de næste tre år til de offentligt ansatte. Sådan lød meldingen fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) her til formiddag.
Hos Kommunernes Landsforening (KL) vil formand Erik Fabrin (V) ikke betegne pengene som ”en gave.” Men han er enig i, at lønudviklingen går hurtigere på det private arbejdsmarked.

”Det er en rigtig handling at opjustere det skøn, sådan at vi får en højere lønramme at starte forhandlingerne på nu. Det, som regeringen har vedstået, er, at det offentlige arbejdsmarked følger det private arbejdsmarked,” siger Erik Fabrin, der understreger, at regeringen nu har sikret, at udviklingen på det private og offentlige arbejdsmarked nu følger hinanden.

Erik Fabrin kan ikke svare på, om de ekstra penge kan tilfredsstille de forskellige grupper af offentligt ansatte, og en storkonflikt dermed kan undgås, men han siger:

”Det er et godt signal at sende ind i overenskomstforhandlingerne.”

Om pengene skal målrettes de lavestlønnede grupper, som Dansk Folkeparti har ønsket, bliver nu afgjort i de kommende forhandlinger.

”Det er for det første det, forhandlingerne drejer sig om. Og for det andet er det helt afgørende, at vi opnår enighed mellem de forskellige lønmodtagerorganisationer, om der skal ske en skævdeling og hvordan den skævdeling i givet fald skal være,” siger Erik Fabrin.