KL: Finansminister går den gale vej i økonomiforhandlinger

Onsdag er der planlagt flere møder mellem KL og regeringen, der forhandler om kommunernes økonomi for 2019.

Onsdag er der planlagt flere møder mellem KL og regeringen, der forhandler om kommunernes økonomi for 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Der er endnu lang vej til en aftale om kommunernes økonomi for 2019.

Finansministeren har nemlig flyttet sig i den gale retning, så afstanden mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen er blevet større.

Det siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) på vej ind til onsdagens anden forhandlingsrunde i Finansministeriet.

»Det er alle de store områder, som stadig udestår.«

»Både det løft, vi skal have på service - altså det vi skal have for at kunne følge med på ældreområdet - og også finansieringen, som skal sikre, at kommunerne kan overholde de udgifter, der er mulighed for,« siger Bundsgaard.

»Og så handler det om almene boliger.«

KL-formanden har tidligere meldt ud, at afstanden mellem forhandlerne var ti milliarder kroner. Inden dagens første møde sagde han, at det var steget til 12-13 milliarder kroner.

Finansminister Kristian Jensen (V) er ikke enig i, at afstanden mellem parterne er blevet større. Han peger på, at regeringen har stået det samme sted hele vejen igennem.

Han mener, at aftalen skal tilpasses den tilstand, som samfundsøkonomien er i for øjeblikket for at undgå en overophedning.

»Når vi har givet ekstra penge til kommunernes anlægsbudget, fordi konjunkturerne var lave i en periode, skal det selvfølgelig også normaliseres, når vi er inde i en højkonjunktur, som vi er nu,« siger Jensen.

Bundsgaard mener omvendt, at der skal tilføres flere penge til det stigende antal ældre, som kommunerne skal servicere.

Sideløbende med forhandlingerne har finansministeren ligeledes forhandlet med regionerne om deres økonomi for 2019. En aftale her faldt på plads natten til tirsdag.

Den endte med, at regionerne fik tilføjet en milliard til sundhedsudgifterne.

»Det var meget væsentligt for os. Det er også væsentligt for os, at vi har gode rammer omkring økonomien for kommunerne, men det skal jo være tilpasset den virkelighed, der foregår uden for de her døre,« siger Jensen.

/ritzau/