Kina og Rusland i fælles militærøvelse i Østersøen: »Vi nærmer os situationen under den kolde krig«

Venstres og Socialdemokratiet tager den militærøvelse, som Kina og Rusland samarbejder om i Østersøen, alvorligt. Forsvarsordfører Michael Aastrup Jensen (V) er bekymret over Kinas deltagelse.

Kina deltager i fælles øvelse med Rusland i Østersøen. På billedet ses det danske krigsskib Absalon.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Frit / SOK

Situationen mellem Vesten og Rusland minder mere og mere om den kolde krig. Det understreges af denne uges fælles militærøvelse mellem Kina og Rusland i Østersøen tæt på Danmark.

Sådan lyder det fra Venstres forsvarsordfører, Michael Aastrup Jensen.

»Den opskalering, vi ser hos Rusland – og nu også Kina – på den ene side og Vesten på den anden, er blevet mere seriøs. Tingene er ikke som for bare få år siden. Vi nærmer os situationen under den kolde krig mere og mere,« siger Michael Aastrup Jensen og fortsætter:

»Det er tragisk. Men det er det, vi er på vej mod.«

Venstres udmelding kommer som følge af, at kinesiske krigsskibe netop i dag sejler gennem dansk farvand for at nå til Østersøen.

Her skal Kina deltage i en fælles militærøvelse med Rusland. En øvelse, der har fået den svenske statsminister, Stefan Löfven (S), til at sige, at det her vidner om »noget nyt«, og at han vil spørge til betydningen bag øvelsen.

Venstres Michael Aastrup Jensen er enig i, at øvelsen skal tages alvorligt.

»Vi skal ikke glemme, at både Kina og Rusland opgraderer deres forsvar voldsomt. Derfor er NATO også nødt til at tage truslen alvorligt. Jeg ønsker ikke, at vi skal ud i et våbenkapløb, men når vi har så store aggressive lande, bliver vi nødt til at tage det alvorligt,« siger Michael Aastrup Jensen.

Derfor, siger han, har regeringen også meldt ud, at det danske forsvar skal have et »løft«.

Kan det ikke være med til at provokere Rusland endnu mere?

»Det mener vi ikke, for vi skal ikke glemme, hvem der startede med at skabe den ustabilitet, der er i verden. Rusland besatte dele af tre Europæiske lande – Georgien, Moldova og Ukraine,« siger Michael Aastrup Jensen.

»Det her fortstærker truslen fra Rusland. Samtidig viser det også, at det ikke kun er Rusland, vi skal tage alvorligt. Det er også Kina, som er ved at opbygge et endnu stærkere militær end Rusland,« siger han.

Hos Socialdemokratiet ser forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen de kommende dages flådeøvelse som et »meget klart politisk signal«. Han siger ligesom Venstre, at det er et signal, Danmark og resten af den vestlige alliance skal tage alvorligt.

»Jeg tror ikke, man kan sige, at Østersø-området er blevet et højinteresse-område for Kina. Men den her fælles flådeøvelse giver alligevel anledning til en vis bekymring og eftertænksomhed, fordi den signalerer en kinesisk-russisk forbrødring,« siger Henrik Dam Kristensen og fortsætter:

»Det giver nogle udfordringer for Danmark og for Nato og gør, at vi skal analyse situationen og følge udviklingen meget nøje.«