Kommende gymnasieelever i dele af landet skal efter alt at dømme alligevel ikke fordeles på baggrund af deres forældres indkomst.
Flere centrale kilder med indsigt i regeringsforhandlingerne oplyser således til Berlingske, at de tre partier, som fortsat forhandler om at danne en ny regering – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – er enige om, at den udskældte aftale skal rulles tilbage.
Aftalen, der blev indgået i juni sidste år, indebar, at elever i hovedstadsområdet, Nordsjælland, Odense og Aarhus fra næste skoleår skulle fordeles på gymnasiet efter, hvor meget deres forældre tjener.
Sigtet med de nye fordelingsregler var at gøre op med en udfordring, der længe har skabt hovedbrud hos politikerne på Christiansborg:
På en række gymnasier i og omkring landets største byer er andelen af elever med ikkevestlig baggrund gennem en årrække steget så markant, at elever med dansk baggrund er begyndt at vælge dem fra, hvilket har gjort elevsammensætningen skæv.
Derfor blev et politisk flertal enige om at inddele de berørte områder i såkaldte fordelingszoner.
Hvert enkelt gymnasium i de nye fordelingszoner skulle fra næste skoleår have tildelt et bestemt antal pladser til elever, hvis forældre har henholdsvis høje, mellemstore og lave indkomster.
Gymnasierne måtte altså maksimalt optage et vist antal elever fra hver af de tre indkomstgrupper.
Aftalen har været stærkt kritiseret, og særligt rektorerne på en række af de gymnasier, der ville blive omfattet af de nye regler, har advaret mod konsekvenserne.
Det var børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der indgik aftalen sammen med Enhedslisten, SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Siden har Dansk Folkeparti forladt aftalen.
De borgerlige partier har længe harceleret mod fordelingsreglerne, og i sin grundlovstale udstak Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen sågar et løfte om, at aftalen skulle rulles tilbage, hvis der kom blåt flertal efter folketingsvalget.
»Når der kommer en ny borgerlig-liberal regering efter valget med Venstre i spidsen, lover jeg, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst bliver rullet tilbage med det samme,« sagde han.
Mens Ellemann senest har modtaget hård kritik for at have opgivet kravet om en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens (S) ansvar i minksagen, ser Venstre-formanden altså ud til at kunne leve op til sit valgløfte om en tilbagerulning af gymnasieaftalen.






