Khaterah Parwani kom til Danmark som kvoteflygtning. I dag var hun ikke blevet lukket ind

Khaterah Parwani er velintegreret.

Det mener hun selv.

Men da hun var tre år gammel, var hun kvoteflygtning.

Sammen med sin familie flygtede Khaterah Parwani fra hjemlandet Afghanistan.

Faderens liv var i fare. Han var politisk forfulgt. Både den sovjetisk-støttede regering og de modstående oprørsgrupper ville rekruttere han. Men han ville ikke, og derfor var familien ikke længere i sikkerhed i Afghanistan.

Familien havde fået frataget alt de ejede og havde kun råd til at tage turen til Iran. Derefter fik familien status som kvoteflygtninge og blev bragt fra Iran til Danmark.

Det var de ikke blevet i dag.

For Berlingske kunne lørdag berette, at ingen kvoteflygtninge, nogle af verdens mest udsatte flygtninge, vil blive lukket ind foreløbigt.

Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V) har taget beslutningen. For Danmark har en »meget, meget stor opgave« i, at få de seneste års asylansøgere integreret. Der er nu behov for et »pusterum«.

Det var ikke situationen for 31 år siden, da Khaterah Parwani kom til landet. I dag er hun debattør og juridisk rådgiver. Og så hjælper hun med at reintegrere unge, der er flygtet fra deres hjem.

Da hun lørdag læste Inger Støjbergs udmelding, blev hun paf.

»Man kan ikke bare lukke døren. I Danmark har vi i mange år haft tradition for at tage imod kvoteflygtninge, som er de allermest udsatte. Inger Støjberg bryder alle etiske rammer for, hvordan man behandler mennesker på flugt,« siger hun.

Siden 1979 har Danmark taget imod FNs kvoteflygtninge. De seneste tre årtier har det været 500 om året. Men sidste år brød Inger Støjberg traditionen og tog ingen. Det vil hun heller ikke i år. Samtidig vil hun nu ændre loven, så den siddende minister fremover kan bestemme, om Danmark skal tage kvoteflygtninge eller ej.

»Mange tror, at flygtninge kun er dem, vi ser gå langs landevejende på billeder. Men der er stor forskel på flygtninge. Mange, der selv kommer til Danmark, er ressourcestærke. De har penge og kontakter. De er også udsatte, fordi krig rammer alle, men kvoteflygtninge er dem, der ikke engang har midlerne til at flygte herop,« siger hun.

Inger Støjberg mener, at vi har problemer med integrationen herhjemme, og derfor skal vi ikke tage kvoteflygtninge lige nu. Kan du ikke følge nogle af ministerens overvejelser bag beslutningen?

»Nej. Det er noget vrøvl. Allerede tilbage i 2005, blev der er indsat krav om integrationspotentiale i vores lovgivning. Hvordan kan hun så begrunde sin beslutning med, at de skulle være 'uintegrerbare'? Desuden er 'flygtninge' en bred gruppe, så det er udtryk for manglende nuance, når hun kommer med så absolutte udmeldinger,« siger Khaterah Parwani.

En ting er vel 'integrationspotentiale', en anden er selve integrationen. Har ministeren ikke ret i, at vi har nogle problemer i forhold til at integrere flygtninge?

»100 procent. Jeg kan også godt forstå, at man skal kigge kritisk på, hvem der skal ind i landet, og hvem der ikke skal. Vi ser herboende, der har lært dansk og føler sig som danske, blive udvist, mens kriminelle får lov til at blive. Vi har noget rod, vi skal rydde op i. Men den lille gruppe kvoteflygtninge, vi taler om, er dem, der har mest brug for hjælp. Samtidig har de potentiale til at blive integreret. Så jeg forstår ikke begrundelsen,« siger hun.

»Jeg havde tankefrihed«

Faktum er, at hvis Khaterah Parwani i 2017 havde status som kvoteflygtning, var hun ikke kommet ind i landet foreløbigt.

»Det er en skræmmende tanke. Jeg har en helt særlig kærlighed til Danmark. Jeg plejer at sige, at Danmark også er min kærlighedsrede. Danmark er det sted, der gjorde det muligt for mig, som flygtningepige med afghanske rødder og religiøse rødder, at blive forelsket og leve med en mand med andre etniske og religiøse rødder,« siger hun og henviser til sit mangeårige forhold til kæresten, Daud Aron Ahmed.

I 1985 havde krigen mod sovjet taget alt fra Khaterah Parwanis familie. Faderen havde som kulturperson og poet ikke bekendt sig til nogen politisk eller religiøs fløj, men havde derimod stillet spørgsmål.

Så familien flygtede.

Familien bosatte sig på Amager i Urbanplanen. Faderen ejede en butik, men blev senere syg, og moderen blev alvorligt plejekrævende, da Khaterah Parwani var teenager. Alligevel lykkedes det Parwani-familien at blive velintegreret i Danmark, mener hun.

På moderens side arbejder de fleste som selvstændige, mens søsteren er psykolog og storebroren er filminstruktør.

Hvorfor lykkedes det Khaterah Parwani at blive integreret i samfundet?

Hun peger på tre årsager.                                                                                     

For det første var forældrene strenge i deres opdragelse af børnene. De voksede op med stor respekt for både forældre og lærere.

Samtidig gjorde forældrene meget ud af, at børnene skulle føle en kærlighed til Danmark.

Og så var faderen meget opmærksom på, hvem børnene hang ud med efter skole.

»Det havde intet med religion eller etnicitet at gøre, men hvis dem, jeg rendte rundt med, lavede ballade, var han meget opmærksom. Hvis han så min bror hænge ud nede ved centeret, gik han derhen, tog min bror i nakken og slæbte ham hele vejen hjem,« siger hun.

Khaterah Parwani har også haft venner, der endte som kriminelle. Hun har ofte undret sig. For flere af dem kom fra hjem, der var mere velfungerende end hendes eget, hvor diverse sygdomme gjorde hverdagen svær.

»Men jeg tror, at deres forældre var passive. De var ikke vågne, som mine forældre var. Hvis jeg hang med hovedet som barn, satte min far sig ned og lyttede. Og vi tog diskussionerne uhæmmet i hjemmet. Som da jeg sagde, at jeg ikke troede på islam, eller at jeg ikke ville giftes med en afghansk mand. Nogle gange mundede det ud i store skænderier og konflikter, men jeg vidste, at jeg havde tankefrihed. Den er afgørende, men mange er ikke vokset op med den,« siger hun.

Unge fra minoriteten mangler færdigheder

I sit job hos Exitcirklen ser Khaterah Parwani mange unge mennesker med anden etnisk baggrund. Det er unge, som er flygtet fra deres familie på grund af æresrelaterede konflikter.

Hvis situationen ikke kan afhjælpes med mægling, finder hun en plads til dem på et krisecenter, og her handler det om at tage fat med det samme, mener Khaterah Parwani.

For hun ser et mønster.

»Mange minoritetsunge mangler en lang række færdigheder hjemmefra. Forældrene har ikke lært deres børn basale ting, som er afgørende for at være velfungerende i et samfund. Ting som danske børn lærer, og som jeg lærte. Min far opdragede mig til at være nysgerrig. Til at læse Strunge som Kierkegaard. Til at lære mine rettigheder og til at forstå, hvordan samfundet er skruet sammen,« siger hun.

Du siger, at du er blevet velintegreret, fordi dine forældre sørgede for det. Men mange andre har ikke samme muligheder, som du har haft. Hvad skal man gøre for at integrere eksempelvis kvoteflygtninge ordentligt?

»I samfundet opkvalificerer vi hele tiden fagfolk, men hvorfor opkvalificerer vi aldrig forældrene i stedet for at pensionere dem derhjemme? Vi skal lære forældrene at lære fra sig, så de kan opdrage deres børn til at tage del i fællesskabet, og opruste dem til at få et selvstændigt liv. Uanset om det er drenge eller piger,« siger Khaterah Parwani.

Tror du, at forældrene er interesserede i at lære de her ting?

»Det bør være obligatorisk, for det handler om barnets tarv. Det skal implementeres, så folk kun kan få ophold i Danmark, hvis de vil gennemgår et forløb med fokus på børneopdragelse - uden at man skal give afkald på sine rødder. Det handler om, hvordan man forvalter et hjem i en virkelighed, hvor børn vokser op og føler sig hjemløse i begge lejre. For lige nu svigter vi næste generation,« siger Khaterah Parwani og fortsætter:

»Så jeg synes, det er godt, at vi kigger på integrationen og de problemer, der er. Men at Inger Støjberg bare vil lukke døren for kvoteflygtninge, er ikke vejen frem. Vi har altid hjulpet dem, der er i nød. Særligt kvoteflygtninge. For mig er det en dansk tradition og det at være dansk. Det er det, Inger Støjberg bryder med.«