Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er på tide at gå et gear op i kampen mod Islamisk Stat (IS).
Sådan lyder det fra de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader (K), efter at alt tyder på, at den islamistiske terrorbevægelse står bag terrorangrebene i Paris, der fredag og natten til lørdag kostede mindst 127 personer livet.
»Jeg frygter, at det her kun er begyndelsen. Det er en del af deres DNA, at de vil bekæmpe Vesten. Vi står i en situation, hvor vi ikke bare kan lade dem vokse sig stærkere,« siger Naser Khader.
Danmark er blandt 60 lande, der deltager i en amerikansk-ledet koalition, som bekæmper Islamisk Stat fra luften. Men det er ifølge den konservative udenrigsordfører ikke tilstrækkeligt, hvis IS skal besejres.
»De skal bombes tilbage til stenalderen. Men det, vi gør i øjeblikket er kun forkølede forsøg på at begrænse deres fremmarch. Vesten må tage sig sammen og gå helhjertet ind i kampen mod IS. Det nytter ikke noget kun at bekæmpe IS fra luften, vi skal også sætte tropper ind på landjorden,« lyder det fra den konservative udenrigsordfører, der også er klar til at sende danske soldater i kamp på landjorden:
»Hvis man beslutter, at det er det rigtige, vil det være hyklerisk af mig at sige, at danske soldater ikke skal deltage.«
Selv om erfaringerne med militært engagement i krigene i Irak og Afghanistan ikke er gode, er der ifølge Khader ingen vej uden om at indsætte landstyrker.
»Der er ingen militære eksperter, der mener, at vi kan vinde den her kamp fra luften. Vi er nødt til at have landtropper ind, men vi skal gøre det bedre end i Irak og Afghanistan. Men det skal gøres, for ellers kan vi ikke bremse IS,« siger Naser Khader.
Islamisk Stat har taget skylden for terrorangrebene i Paris, og den franske præsident, Francois Hollande, har også konkluderet, at terrorbevægelsen står bag.