Khader: Jeg ville give pengene til nødhjælp

Naser Khader ville give pengene til nødhjælp, hvis han var i Jørgen Poulsens sko. Men han vil ikke blande sig i pengestriden mellem Røde Kors og Jørgen Poulsen.

Ny Alliances leder, Naser Khader, går nu for første gang ind i sagen om partifællen Jørgen Poulsens gyldne håndtryk fra Dansk Røde Kors på 750.000 kr.

Naser Khader ville personligt give pengene til et godt forhold, hvis det var ham, lyder det.

- Personligt ville jeg lade de penge gå til Folkekirkens Nødhjælp eller en anden humanitær organisation, siger han i et interview med Ritzau.

Men Naser Khader understreger, at det er op til Jørgen Poulsen selv. Og han vil i øvrigt ikke blande sig i striden mellem Dansk Røde Kors og deres tidligere generalsekretær.

- Det er en personalesag. Når det er sagt, vil jeg sige, at vi i Ny Alliance mener, at nødhjælpspenge skal gå til nødhjælp. Hvis de går til andet end nødhjælp, så er det dybt forkasteligt, siger Naser Khader.

/ritzau/