Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da han forlod Ny Alliance i 2008, fastslog forfatter Kristian Ditlev Jensen klart og utvetydigt:
»Jeg er ikke borgerlig, og bliver det aldrig.«
I dag har han meldt sig ind hos de Konservative.
»Jeg opfatter i dag dybest set mig selv som højborgerlig,« siger han.
Det sker, efter manden, der var dybt involveret i politikudviklingen i det hedengange Ny Alliance, efter eget udsagn har været på en personlig rejse. I de senere år er han blevet langt mere bevidst om sit eget kristne værdigrundlag, og den islamistiske trussel mod ytringsfriheden har også påvirket ham politisk.
»Der er mange rent politiske grunde til, at jeg har valgt netop de Konservative efter lange overvejelser. En af dem er, at jeg synes, der på den ene side er partier, som simpelthen er for populistiske, mens der på den anden side er partier, som er for lidt rodfæstede i virkeligheden, for historieløse eller bare lige lovlig gode garanter for nutidens galopperende dannelsestab,« skriver han i et debatindlæg i Berlingske.
Politiko.dk fangede dog forfatteren på forkant. Ikke mindst for at spørge ham, hvorfor han »ingen aktuelle planer« har om at gå direkte ind i politik.
Hvis Søren Pape nu ringer i morgen og tilbyder dig at stille op til folketingsvalget, vil du da så sige nej?
»Ej, så vil jeg da takke ja.«
Så du har ingen planer om at stille op til folketingsvalget, medmindre du bliver spurgt?
»Ja, sådan kan du godt sige det.«
Kristian Ditlev Jensen lægger ikke skjul på, at det er klart værdipolitikken, der ligger ham mest på sinde. Forfatteren opponerer mod, hvad han kalder et »dannelsestab« i samfundet generelt, og ligeledes blandt de andre politiske partier, der er »historieløse.« Ikke mindst de liberale.
»Jeg tror på, at Danmark er et evangelisk-luthersk land, og at den fortolkning af livet forsat skal være den yderste ramme om vores samfund - som i øvrigt alle dage har været rummeligt og budt fremmede velkommen,« skriver han i sit debatindlæg.
Netop historieløshed er ellers et begreb, som af kritikere er brugt om de Konservatives nye kampagne, »Stop Nazi-islamisme.« Heriblandt af Liberal Alliances Ole Birk Olesen på sin Facebook-profil.
Men Kristian Ditlev Jensen mener ikke, at sit nye partis kampagne er historieløs. Formuleringen, som Naser Khader har fundet på, er tværtimod »pædagogisk«, nu både nazismen og islamismen er totalitære ideologier.
Kristian Ditlev Jensen har bl.a. andet skrevet romanen Livret og den selvbiografiske Det bliver sagt.