Karen Jespersen kritiserer København

Københavns Kommune er med til at blåstemple ekstremister ved at samarbejde med muslimer som iman Abdul Wahid Pedersen, mener velfærdsminister Karen Jespersen (V).

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) mener, at Københavns Kommune bør afholde sig fra at samarbejde med kendte muslimer som imanen Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain. Det skriver Jyllands-Posten.

De to muslimer har ved møder på Københavns Rådhus repræsenteret paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd. Og ifølge Karen Jespersen er de ekstremister.

- Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse, og her tænker jeg for eksempel på, at Københavns Kommune har bedt Muslimernes Fællesråd om at lave undervisningsmateriale om radikalisering med henblik på at få unge væk fra det spor. Det er naivt. Derved sætter kommunen ekstremister til at lave materiale om netop ekstremisme. Og på det overordnede plan er kommunen med til at blåstemple og anerkende en organisation, hvor talspersonerne dybest set foretrækker et koranstyret samfund frem for et verdsligt demokrati, siger Karen Jespersen til Jyllands-Posten.

Karen Jespersen graver grøfter
Møderne er foregået med beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), der siger, at Karen Jespersen graver grøfter, og han har på et møde med Karen Jespersen hørt ministerens synspunkter.

- Det er farligt, hvis man dæmoniserer så stor en gruppe, som Muslimernes Fællesråd efter min opfattelse repræsenterer. Jeg har slet ikke noget grundlag for at mene, at Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain er ekstremister. Det er derimod problematisk, at vi får en debat om ekstremisme, hver gang der kommer en ny organisation, der forsøger at samle de muslimske samfund, siger Jakob Hougaard, der understreger, at han ikke vil mødes med eksempelvis Hizb ut-Tahrir.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Kilde: Jyllands-Posten