Kampvogne til Afghanistan

Fire danske Leopardkampvogne ventes til Afghanistan den 1. november. Beslutningsforslaget fremlægges i Folketinget i næste uge.

Danmark sender om kort tid fire kampvogne til Afghanistan. Leopardkampvognene, som ventes fremme den 1. november, skal sættes ind i den uroplagede sydlige Helmandprovins.

VK-regeringen præsenterede således torsdag partierne bag Afghanistan-styrken - som ud over regeringspartierne består af Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne - for tidsplanen for kampvognsenheden.

På forhånd bakker partierne op bag beslutningen, og Dansk Folkepartis forsvarspolitiske ordfører, Hans Kristian Skibby, håber, at netop kampvogne kan forøge både soldaternes og civiles sikkerhed i kampen imod Taliban.

Planen er, at beslutningsforslaget fremsættes i Folketinget den 9. oktober med en forventet 2. behandling - og vedtagelse - den 23. oktober.

Sammen med de fire Leopardkampvogne sendes der yderligere 20 danske soldater af sted, så den danske Afghanistan-styrke forøges fra 540 til 560.

/ritzau/