Kampfly flyver usikker fremtid i møde

Favoritten til at afløse F-16-kampflyene, JSF-flyet, ser ud til at tabe milliardkapløbet. Usikkerheden får politikere til at tale om at udskyde beslutningen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Presset øges på den nye forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) for at udskyde beslutningen om milliardindkøbet af afløseren for F-16-kampflyene.

Efter at det er kommet frem, at forsvaret angiveligt må opgive sin favorit, JSF-flyet, på grund af usikkerhed om flyets pris og leveringstid, opfordrer flere af partierne bag forsvarsforliget forsvarsministeren til at genoverveje beslutningen om sætte navn på afløseren allerede inden sommerferien.

- Det bliver interessant at se, hvilken begrundelse forsvaret giver for ikke at vælge Gripen eller JSF-flyene. Hvis det er fordi, at det på nuværende tidspunkt er for risikabelt at vælge de to fly, så taler det vel for også at udskyde typevalget, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen.

SF og De Radikale ønsker også at genoverveje beslutningen, mens Dansk Folkeparti afviser det.

Ifølge Danmarks Radio vil forsvaret - i den kommende såkaldte militærfaglige indstilling - overraskende pege på Boeings Super Hornet som det sikreste valg. Ved at pege på Super Hornet fravælger forsvaret samtidig den tredje kandidat, svenske Gripen fra Saab.

Hverken forsvaret eller forsvarsministeren har ønsket at kommentere oplysningen om, at Super Hornet overraskende er den foretrukne kandidat. Gitte Lillelund Bech henviser til, at hun netop afventer den militærfaglige indstilling, som efter planen skal ligge klar inden sommerferien.

/ritzau/