Kampen om formandsposten i Det Konservative Folkeparti efter Schlüter

Siden Poul Schlüter har Det Konservative Folkeparti haft syv forskellige formænd. Her følger en oversigt over disses formandsperioder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu er turen kommet til Søren Pape Poulsen som de Konservatives redningsmand, men der venter et større arbejde forude, da partiet har en turbulent fortid. Her ser vi på partiets tidligere formænd. 

Poul Schlüter: Poul Schlüter indtager posten som formand for Det Konservative Folkeparti i 1974, hvor han bliver siddende indtil 1993. Perioden anses for den mest succesfulde i partiets historie siden anden verdenskrig, da partiet mellem 1982 - 1993 kan bryste sig af, at regeringen ledes af De Konservative.

Glansperioden for Det Konservative Folkeparti starter, da den socialdemokratiske ledet regering trækker sig, da daværende formand for Socialdemokratiet Anker Jørgensen ikke ser sig selv eller regeringen i stand til at rette op på Danmarks økonomiske situation i 1980'erne. Herefter danner Poul Schlüter sammen med Venstre, Centrumdemokraterne og Kristendemokraterne firekløverregeringen og De Konservative går ind i en succesfuld periode. Poul Schlüter formår at sikre sit parti fremgang ved de efterfølgende valg, hvilket især gør sig gældende ved valget i 1984, hvor partiet opnår 42 mandater.

Trods De Konservatives position som ledende parti i regeringen, betyder den parlamentariske situation, at Poul Schlüter ikke kan gennemtrumfe konservativ politik. Der tages hensyn til de tre andre partier i regeringen, og Poul Schlüter proklamerer i løbet af sin regeringsperiode, at "ideologi er noget bras". Det mærkes ved valget i 1987, hvor en faldende opbakning til partiet observeres.

Poul Schlüters tid som formand slutter i 1993, da han kommer ud i et politisk stormvejr på grund af Tamilsagen. Sammen med daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen giver Poul Schlüter urigtige oplysninger til Folketinget i forbindelse med tamilske flygtninges familiesammenføring. Efterfølgende træder den konservative regering tilbage, og Poul Schlüters tid som formand for De Konservative slutter.

Hans Engell: Poul Schlüter udpeger ikke en egentlig afløser, men efterlader kampen om formandsposten til gruppeformand for Det Konservative folkeparti, Henning Dyremose, og Hans Engell, der er politisk ordfører for partiet. Henning Dyremose trækker sig fra spillet om formandsposten efter ni måneders interne magtkampe i partiet, og Hans Engell kan fra 1993 til 1997 kalde sig selv partiformand for Det Konservative Folkeparti.

Hans Engell er trods sin positionering som medlem af De Konservatives højrefløj en pragmatiker ligesom Poul Schlüter. Denne pragmatisme resulterer i flere forlig med den socialdemokratiske regering. Samarbejdet skaber uro hos den borgerlige opposition og hjælper ikke just det genopretningsarbejde, som partiet står over for som følge af Tamilsagen.

I 1997 slutter Hans Engells tid som formand, da han tages i at køre i bil med en alkoholpromille over det tilladte. Han forlader få dage senere posten som formand for De Konservative.

Per Stig Møller: Per Stig Møllers formandsperiode kommer kun til at vare 13 måneder. Jorden begynder at ryste under Per Stig Møller, da han bliver taget i at lyve om, at han - ligesom Hans Engell - har en tidligere dom for spirituskørsel.

Med de interne magtkampe og kritiske røster i partiet - ikke mindst fra den såkaldte Engell-fløj - oven i hatten, bliver partiet straffet hårdt ved folketingsvalget i 1998. Partiet vinker farvel til 11 medlemmer af Folketinget og Per Stig Møller må se sig slået i sin kamp for at få samling på partiet. Han påtager sig ansvaret for det dårlige valgresultat og forlader formandsposten i 1998.

Pia Christmas-Møller: Ved en strategisk manøvre får den afgående formand, Per Stig Møller, placeret den politiske ledelse hos Pia Christmas-Møller. Samtidig bliver erhvervsmanden Poul Andreassen udråbt som partiformand. Det samarbejde bliver ikke en succes og Pia Christmas-Møller bliver under hele sin formandsperiode udsat for intern kritik i partiet, hvor Hans Engell-fløjen er bannerfører for kritikken. Det hele kulminerer, da Poul Andreassen i en kronik den 20. juni 1999 nærmest kritiserede Pia Christmas-Møller for at være en elendig leder. Den massive modvind fra alle sider gør, at hun den 2. august 1999 træder tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti.

Bendt Bendtsen: Efter et årti med interne stridigheder i Det Konservative Folkeparti vælges kompromisset Bendt Bendtsen som formand for partiet i 1999. Valget har sin ønskede effekt og Bendt Bendtsen får under sin formandsperiode skabt ro i partiet og annulleret de interne magtkampe, der har præget partiet siden Poul Schlüters afgang. Denne stabilitet markeres ved, at partiet op gennem 00'erne kan danne regering med Venstre som ledende parti.

Alligevel er der kritiske røster i Det Konservative Folkeparti under Bendt Bendtsen. Han beskyldes blandt andet for at være for passiv i markeringen af konservativ politik og bliver internt i partiet kaldt "Mr. 10 percent", da han ikke formår, at få partiet over 10 procent ved folketingsvalgene i hans formandsperiode. Trods kritikken er Bendt Bendtsens formandsperiode, den mest rolige og indflydelsesrige, som De Konservative har haft siden Schlüter. Missionen om at samle partiet igen er lykkedes. Uden en skandale som årsag trækker Bendt Bendtsen sig tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti i 2008.

Lene Espersen: Fra 2008 til 2011 er Lene Espersen formand for Det Konservative Folkeparti. Hun markerer sig indledningsvist kraftigere på konservative mærkesager end Bendt Bendtsen og får blandt andet indført skattenedsættelser og enighed om en reformering af efterlønnen. Samtidig ses hendes arbejde som erhvervs-, økonomi- og udenrigsminister i VK-regeringen også i et positivt lys i Det Konservative Folkeparti og blandt befolkningen.

Lene Espersen rammer dog et politisk stormvejr i foråret 2010, da hun prioriterer en ferie med familien på Mallorca frem for et arktisk topmøde i Canada, hvilket udløser massiv kritik fra flere sider. Det bliver ikke alene startskuddet til en ny nedtur for de Konservative, men også for Lene Espersen. Oven på et år med flere feriesager og kritik trækker hun stikket og forlader formandsposten i januar 2011.

Lars Barfoed: Krisen kradser for De Konservative og Lars Barfoed udvælges som manden, der skal genrejse partiet efter Lene Espersen. Det lykkedes ikke umiddelbart og ved folketingsvalget i 2011 får partiet en øretæve, da man går fra 10 til otte mandater, og partiet bliver dermed det mindste parti i Folketinget.

Lars Barfoed får heller ikke senere løst partiets vælgerkrise, og opinionsmålingerne for De Konservative ligger konstant på 2,5% under Lars Barfoed. Det er ikke intern kritik i partiet, der vælter Lars Barfoed, men snarere en erkendelse af, at han under sin treårige periode som formand ikke formår at genrejse partiets politiske popularitet blandt vælgerne. I august 2014 trækker Lars Barfoed sig tilbage som formand for De Konservative.

Søren Pape Poulsen: Efter Lars Barfoed i går valgte at trække sig tilbage som formand, er Søren Pape valgt som den næste, der skal forsøge at få De Konservative ud af sin vælgerkrise. Ifølge Søren Pape skal dette ske ved, at partiet i højere grad skal koble den økonomiske politik sammen med moral og værdier.

Søren Pape har politisk erfaring fra sin tid som borgmester i Viborg Kommune. Han har siden 2010 bestredet dette embede og meldte sig ind under Det Konservative Folkepartis faner som 15-årig. Siden har Søren Pape profileret sig yderligere i partiet og sidder med i Det Konservative Folkepartis forretningsudvalg. Udover dette ses han som en af de bærende kræfter bag revisionen af partiets partiprogram i 2012.