Kaldte Europa-Parlamentet »en rotterede«: Nu skal Pia Kjærsgaard stå skoleret

Folketingets øverste ledelse, Præsidiet, vil have en forklaring fra Pia Kjærsgaard på, hvorfor hun som Folketingets formand kaldte Europa-Parlamentet for en rotterede i 'Debatten' på DR 2. Pia Kjærsgaard afviser kritikken.

Kritikken af Pia Kjærsgaards udtalelser som formand for Folketinget tager nu til, efter hun torsdag aften kaldte Europa-Parlamentet for en »rotterede« direkte i ’Debatten’ på DR 2.

Lørdag kritiserede tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i skarpe vendinger Kjærsgaard og opfordrede de øvrige partier i Folketinget til at »kalde deres formand til orden«, og nu følger Folketingets øverste ledelse, Præsidiet, trop og kræver, at Pia Kjærsgaard forklarer sig.

»Jeg bryder mig ikke om det sprogbrug, og jeg har bedt om, at vi tager en drøftelse på det kommende præsidiemøde, hvor vi får vendt den her sag,« siger 2. næstformand for Folketinget, Kristian Pihl Lorentzen (V).

Det møde finder sted 9. november, og her vil også 1. næstformand, Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen, høre Pia Kjærsgaard forklare sine udtalelser i 'Debatten', hvor hun flere gange understregede, at hun udtalte sig netop som formand for Folketinget.

»Når man er formand for Folketinget, så er man vel en favnende person, der skal kunne samle hele Folketinget. Det synes jeg ikke, hun lever op til ved at kalde en demokratisk institution som EU for en rotterede. Jeg synes ikke, det er klogt, og jeg forstår det ikke helt. Men det har hun så valgt at gøre,« siger Henrik Dam Kristensen.

Han vil ikke sige, hvad han konkret vil drøfte med Pia Kjærsgaard på mødet 9. november.

»Jeg ville ikke have udtalt mig på den måde«

Liberal Alliances medlem af Præsidiet, Mette Bock, siger, at Pia Kjærsgaard må udtale sig, som hun har lyst til, fordi der kun er uskrevne regler og kutymer for den til enhver tid siddende formand for Folketinget.

»Jeg ville bestemt ikke have udtalt mig på den måde, hvis jeg sad i formandsstolen,« lyder det fra Bock.

Præsidiets sidste medlem, Christian Juhl (EL), lægger i sin kritik vægt på, at Pia Kjærsgaard selv har som et hovedfokus, at medlemmerne af Folketinget skal tale ordentlige sprog, og at medlemmerne af Præsidiet – herunder formanden selv - ikke skal bruges deres rolle som en »politisk kampplads«.

»Så jeg glæder mig til at høre på næste møde, hvad der ligger bag det her. Hun indledte sin formandstid med at sige, at hun først og fremmest var hele Folketingets formand. Og der har jeg da bemærket, at det har provokeret en del medlemmer at omtale EU på den måde,« siger han.

I debat med Stine Bosse

Det var i torsdags i DR 2-programmet 'Debatten', at Pia Kjærsgaard brugte udtrykket »rotterede« om Europa-Parlamentet.

I en debat med formanden for Europabevægelsen, erhvervskvinden Stine Bosse, pointerede Folketingets formand, at der er behov for at dykke mere systematisk ned i, hvad der foregår af svindel i EU.

Der foregår nemlig langt værre ting i det europæiske parlament, end det, Dansk Folkeparti har gjort, lød det fra Folketingets formand i programmet, der handlede om DFs brug af EU-midler til formål, der ikke har haft noget med EU at gøre.

»Hvis vi i Dansk Folkeparti, fordi vi har dummet os - og det har vi - kunne være med til, at der blev åbnet for, hvad er det egentlig, der foregår nede i den rotterede,« sagde Pia Kjærsgaard i 'Debatten'.

»Jeg kneb mig selv i armen«

Pia Kjærsgaards kommentar har ikke blot vakt opmærksomhed hos Folketingets øverste ledelse.

Den er som beskrevet også faldet tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for brystet.

I et blogindlæg hos Berlingske skriver han, hvordan »jeg kneb mig selv i armen, da jeg i DRs 'Debatten' på TV hørte Folketingets formand kalde Europa-Parlamentet en rotterede.«

Han skriver, at udtalelsen er »blevet et problem for alle andre medlemmer i Folketinget«, da Kjærsgaard i programmet netop gør det klart, at hun udtaler sig som Folketingets formand.

»De øvrige partier i Folketinget må kalde deres formand til orden. Det indtryk skal ikke få lov til at brede sig i resten af Europa, at det danske parlament betragter sine partnere som “en rotterede”,« skriver Uffe Ellemann-Jensen og uddyber:

»Det er en fornem post, fru Kjærsgaard er blevet betroet. Folkestyrets fornemste. Den skal ikke profaneres med vulgære udfald mod andre demokratiske institutioner, som Danmark skal samarbejde med.«

Pia Kjærsgaard afviser: Rotterede betyder en faldefærdig eller saneringsmoden bygning

Pia Kjærsgaard vil ikke undskylde sit ordvalg.

Det skyldes, at hun i 'Debatten' udtalte sig ud fra den betydning, ordet rotterede har i ordbogen, siger hun.

»Ifølge ordbogen betyder rotterede en faldefærdig eller saneringsmoden bygning. Det har intet med nogle rotter, der kravler rundt at gøre. Eller at jeg gør Europa-Parlaments-medlemmer til rotter. Overhovedet ikke. Jeg synes, folk er nødt til at finde ud, hvad ordet betydet, før de udtaler sig.«

Har du ikke som formand for Folketinget og garvet politiker et ansvar for, at du ikke bliver misforstået i et sådant ordvalg?

»Så bliver livet jo lidt svært, hvis man hele tiden skal gå og tænke, om ens ord bliver misforstået. Jeg har ikke ønsket, at præsidiet eller andre skal misforstå mine ord, men hvis man kender betydningen, så har man ikke grund til alt det her. Det er sådan set ikke mit problem, hvis de har misforstået det, og jeg gik ikke fra den ophedede debat med følelsen af ’ups’. Det gjorde jeg ikke. For det har ikke været hensigten fra mig.«

Men det er vel trods alt heller ikke hver dag, at en formand for Folketinget siger et ord som rotterede, som for mange vil være et ord med en anden betydning, end du lægger i det?

»Det kan jeg jo virkelig ikke gøre for. Jeg kan ikke gøre for, hvis nogen lægger en anden betydning i det, end det jeg har sagt og ment,« siger Pia Kjærsgaard.

Du kan læse et udvidet interview med Pia Kjærsgaard senere i dag på Berlingske.

»Hele tingets formand« har været i modvind flere gange

Det er langt fra første gang, at Pia Kjærsgaard er kommet i modvind i forbindelse med en udtalelse, hun er kommet med, efter at hun sidste sommer blev valgt som Folketingets formand.

Det skete eksempelvis, da hun i et interview med Berlingske i august i år advarede mod, at Danmark er ved at knække over i to dele – splittet af globalisering og multikultur og delt mellem en overlegen storbyelite og en underkendt provins.

Hun burde ikke pege fingre, men arbejde for at modvirke den tendens, lød kritikken fra blandt andre Stine Bosse.

Det vakte ligeledes opsigt, da Pia Kjærsgaard i fleres øjne ikke sagde værdigt tillykke til tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, da Thorning fik et topjob i Red Barnet i London.

Da Pia Kjærsgaard efter valget i 2015 blev valgt som formand, sagde hun, at hun ville bestræbe sig på »at være hele tingets formand og sammen med det øvrige præsidium være tillidsrepræsentanter for alle uanset hvilket parti.«

LÆS MERE