Kæmpemøller havner alligevel i Østerild

Efter lang tids polemik står det klart: Det nationale testcenter for vindmøller placeres i Østerild i Thy. Dansk Folkeparti støtter placeringen.

Østerild Klitplantage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det nye, omstridte nationale testcenter for vindmøller ender alligevel med at skulle blive placeret i Østerild Klitplantage i Thy.

På et møde onsdag stillede miljøminister Karen Ellemann (V) Folketingets partier overfor et ultimatum: Accepter placeringen i Thy eller forlad forhandlingsbordet.

Og Dansk Folkeparti støtter placeringen under forudsætning af at små udeståender bliver afklaret, siger partiets miljøordfører Jørn Dorhmann.

Ultimatummet fik De Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, til ikke blot at gå. Han smækkede med døren på vej ud af forhandlingerne.

- Miljøministeren står tilbage med blussende røde ører efter et forhandlingsforløb, hvor den ene usandhed, fejloplysning og manipulation efter den anden er blevet blotlagt af oppositionen i et næsten arkæologisk udgravningsarbejde med ske og mårpensel, siger Johs. Poulsen.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune takket nej til at få testcentret placeret på Stauning Flyveplads, hvilket kun efterlader placeringen i Østerild tilbage.

Ud over regeringspartierne sidder Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF stadig tilbage ved forhandlingsbordet, hvor Karen Ellemann nu gør et sidste forsøg på at få flertallet på plads for Østerild.

De Radikales miljøordfører mener dog stadig, at en placering ved Stauning er et helt reelt og bedre alternativ til Østerild. Johs. Poulsen kalder kravet om, at der nu kun må snakkes Østerild, for "en politisk skandale".

- Karen Ellemann kandiderer dermed allerede 10 år inde i det nye århundrede til århundredets største naturpolitiske katastrofe. Og det kommer altså fra en såkaldt miljøminister, siger Johs. Poulsen.

VK-regeringens ønske om at placere de op mod 250 meter høje vindmøller i Østerild Plantage er hidtil strandet på lokale protester, som tidligere på året fik miljøministeren til endnu engang at kigge på, om der skulle være alternative steder at opføre møllerne.

/ritzau/