Den nordjyske politiker Vibeke Gamst er formentlig snart fortid hos De Konservative.
Formand for De Konservative i Aalborg Peter Brix indstiller nemlig til, at Gamst smides ud af partiet, efter at hun har været med til at sikre Lasse Frimand Jensen (S) borgmesterposten i Aalborg Kommune sammen med SF og Enhedslisten.
Om to uger skal medlemmerne hos De Konservative i Aalborg på en ekstraordinær generalforsamling tage endegyldigt stilling til Gamsts eksklusion.
- Jeg er enormt skuffet over Vibeke og dybt chokeret. I vores parti er der ikke nogen, som er over partiet, og Vibeke har handlet på egne vegne uden et forhandlingsmandat fra os.
- Hun har også gjort det uden at informere nogen i Det Konservative Folkeparti om det, siger Peter Brix, der også er medlem af partiets hovedbestyrelse.
Meldingen kommer næppe som et chok for Gamst, som søndag til TV 2 udtalte, at hun regnede med en eksklusion.
Hun er en af tre politikere fra De Konservative, der opnåede valg til byrådet i Aalborg Kommune efter tirsdagens kommunalvalg.
Det så i første omgang ud til, at Lasse Frimand Jensen kunne fortsætte som borgmester, men så kom der et alternativt flertal, som gjorde De Radikales Jes Lunde til borgmester i Aalborg. Det var blandt andet med De Konservatives mandater.
Men den beslutning var Gamst altså utilfreds med. Så sammen med SF og Enhedslisten - og selvsagt Socialdemokratiet - sørgede hun for et flertal, der gjorde, at socialdemokraten kunne fortsætte på borgmesterposten.
Dermed røg den konstitueringsaftale, som De Radikale, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne havde lavet, i vasken. Sammen havde de ellers 16 mandater mod 15, hvilket ville have gjort Jes Lunde til borgmester.
- Der er grænser for, hvad man kan lægge krop til af uordentligheder simpelthen, sagde Gamst søndag til TV 2.
Brix mener til gengæld, at det er Gamst, som har opført sig uordentligt. Han hæfter sig ved, at De Konservative først fandt ud af Gamsts beslutning på et pressemøde søndag, hvor hun stod sammen med Lasse Frimand Jensen.
- Jeg synes ikke, at det flugter særlig godt med at være ordentlig, hvilket Vibeke lægger meget vægt på. Så det bliver ikke som konservativ, at Vibeke kommer til at pege på Lasse som borgmester, siger Brix.
Han vurderer, at Gamst har "drevet partiskadelig virksomhed", og at hun derfor skal ekskluderes.
Ifølge partiets vedtægter kan en eksklusion kun ske, hvis mindst 2/3 af medlemmerne, som er til stede ved den ekstraordinære generalforsamling, stemmer for bestyrelsens indstilling. Brix vurderer, at indstillingen vil blive fulgt, siger han.
Aalborg er blevet betragtet som en socialdemokratisk bastion, hvor partiet har siddet på magten i de seneste 100 år. Socialdemokratiet blev også det største parti ved tirsdagens valg i den nordjyske kommune. Partiet fik 32,2 procent af stemmerne.
Lasse Frimand Jensen, der er søn af tidligere overborgmester i København Frank Jensen, blev borgmester i 2023 - altså midt i valgperioden - efter at den daværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), trådte tilbage fra posten tidligere end ventet.
En konstitueringsaftale, som den der nu er lavet i Aalborg, er ikke bindende, før der har været et konstituerende byrådsmøde i de nyvalgte kommunalbestyrelser og byråd. I Aalborg er det konstituerende møde 3. december.
Gamst er i øvrigt en ganske erfaren politiker på kommunalt niveau. Hun blev første gang byrådsmedlem for De Konservative i 2002 og har efterfølgende været det i flere valgperioder. Hun blev genvalgt ved tirsdagens valg. I øjeblikket er hun blandt andet formand for Senior- og Omsorgsudvalget.
/ritzau/
