K til statsministerkandidater: Hvad skal tobak koste?

Danskerne skal have klart svar på, hvad S og V mener, at cigaretter skal koste, siger De Konservative.

Hvad skal cigaretter koste? Det spørgsmål stiller De Konservative til Venstre og Socialdemokratiet. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De to statsministerkandidater fra Venstre og Socialdemokratiet skal svare klart på, hvor meget de mener, at afgifterne på cigaretter skal sættes op.

Sådan lyder det fra De Konservative, som igen forsøger at rejse debatten om afgifter på tobak.

»Vi mangler virkelig svar på, hvad partierne - også i blå blok - vil gøre for at komme unges rygning til livs,« siger partiets sundhedsordfører, Mette Abildgaard.

Det Konservative Folkeparti ønsker, at færre unge skal begynde at ryge. Derfor har partiet foreslået, at en pakke cigaretter skal koste 60 kroner. I dag koster en cigaretpakke omkring 40 kroner.

»På Christiansborg er vi enige om, at vi skal have en røgfri generation i 2030. Og hvis vi skal nå derhen, så er det ikke nok, at vi tænker over tingene og er åbne,« siger Mette Abildgaard.

»Der skal jo handling til, men vi kan ikke gøre det alene.«

Både Venstre og Socialdemokratiet sagde i sidste måned, at de gerne vil være med til at se på cigaretpriserne. Men ingen af partierne har endnu givet et bud på, hvor meget prisen skal hæves.

Fra Venstre lød det, at tilbageholdenheden skyldes, at prisen på cigaretter ikke må skubbe til grænsehandel og salg af illegale cigaretter.

»Når vi foreslår at hæve prisen til 60 kroner, så er det fordi, at man vurderer, at det er prisen, som gør, at danskerne stadig vil købe deres cigaretter i Danmark,« siger den konservative sundhedsordfører.

Alternativet, SF, Enhedslisten og De Radikale har sagt, at de gerne vil være med til at forhøje afgifterne på tobak markant.

Liberal Alliance vil ikke være med til at forhøje afgifterne, mens Dansk Folkeparti mener, at prisen skal stige i takt med den generelle prisudvikling i samfundet.

Den seneste undersøgelse af danskernes rygevaner viser, at andelen af rygere er steget for første gang i 20 år. I dag ryger 23 procent af befolkningen.

/ritzau/