Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvis Det Konservative Folkeparti skal støtte et borgerligt regeringsgrundlag, så skal det indeholde flere penge til politiet. Så klar er politisk ordfører Mai Mercado (K) i spyttet.
Meldingen kommer i kølvandet på et opråb fra Politiforbundet. Claus Oxfeldt, der er formand for betjentenes fagforbund, kalder situationen for både betjente og politikredse »dybt desperat«.
Fra januar til maj 2015 har politiet opsparet i omegnen af 900.000 timers overarbejde. I alt er der i skrivende stund opsparet 1,6 millioner timers afspadsering blandt de danske betjente.
»Det ulykkelige er, at det desværre er en lang proces, der er gået forud. Det er et desperat råb om hjælp, som vi har gentaget i årevis,« siger Claus Oxfeldt.
Mai Mercado minder om, at de Konservative sidste efterår ønskede ekstra 500 millioner kroner til politiet. Behovet er ikke blevet mindre, og partiet har gentaget synspunktet gang på gang. Nu er det Lars Løkke Rasmussen (V), der som kongelig undersøger skal forholde sig til ønsket.
»Hver eneste gang, vi går ind til en forhandling, siger vi, at det er fuldstændig hjerteblod for os at få afsat flere penge til politiet. Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan bakke et regeringsgrundlag op, som ikke indeholder en god saltvandsinsprøjtning til politiet,« siger Mai Mercado.
Ender det med, at der bliver afsat flere penge i regeringsgrundlaget, mener Mai Mercado, at der skal flere penge på bordet, når man til efteråret skal forhandle et nyt politiforlig.
»Selv om der skulle ligge en saltvandsindsprøjtning til politiet i regeringsgrundlaget, kan man være helt overbevist om, at vi til efteråret, når vi skal forhandle, vil insistere på, at der afsættes flere penge til politiet.«
De ekstra penge skal ifølge Mai Mercado bruges på flere betjente og optagelse af flere elever på Politiskolen. Desuden bør man i forbindelse med forhandlingerne drøfte, om nogle af de opgaver, politiet løser i dag, kan klares af andre. Som eksempel peger Mai Mercado på politiets fotovogne, som hun ikke mener skal betjenes af betjente.